S jubler: Storebæltsbroen betaler for flere betjente
Forligspartierne bag ny flerårig politiaftale vil finansiere en del af aftalen med penge fra Storebæltsbroen.
Socialdemokratiets politiske ordfører og forhenværende forsvarsminister, Nicolai Wammen. (Arkivfoto)
Socialdemokratiets politiske ordfører og forhenværende forsvarsminister, Nicolai Wammen. (Arkivfoto) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En ny flerårig politiaftale mellem blå blok og Socialdemokraterne sikrer blandt andet det danske politi 300 nye betjente og flere penge til at bekæmpe terror.

Regningen skal betales af Storebæltsbroen, gymnasierne og handelsskolerne.

- Det bliver Storebælt, der kommer til at betale det, som regeringen mente, at de unge skulle betale.

- Regeringen har fremlagt, at man vil tage fra Storebæltsforbindelsens økonomi i stedet for at spare på erhvervsuddannelserne, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen.

Det var vigtigt for Wammen og Socialdemokraterne, at pengene ikke skulle findes i uddannelsessystemet.

- Erhvervsuddannelserne skal ikke betale for politiforliget - det er en væsentlig indrømmelse fra regeringen, mener Nicolai Wammen.

Det er dog kun i 2016 erhvervsuddannelserne slipper for besparelse. De skal stadig betale i 2017, 2018 og 2019.

Ifølge aftalepapirerne findes pengene ved at afvikle statens jernbanetilskud til Storebæltsforbindelsen.

Det vil ikke umiddelbart blive dyrere at køre over broen, men det vil tage længere tid at afbetale Storebæltsbroen.

Pengene skal ud over et større politikorps finansiere fire døgnbemandede centre til brug i tilfælde af eksempelvis terrorangreb, mere kontrol i de danske grænseområder og en fordobling i antallet af optagede på politiskolen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.