S: Integrationsudspil er lille plaster på åbent benbrud
Nicolai Wammen er ikke imponeret over regeringens oplæg til to- og trespartsforhandlinger om integration.
Politisk ordfører Nicolai Wammen (S) kalder regeringens integrationsudspil for uambitiøst.
Politisk ordfører Nicolai Wammen (S) kalder regeringens integrationsudspil for uambitiøst. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Der mangler penge og ambitioner. Sådan lyder Socialdemokraternes dom over regeringens oplæg til de to- og trepartsforhandlinger, der indledes torsdag.

Regeringens forslag er "i småtingsafdelingen", lyder det fra politisk ordfører Nicolai Wammen (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau:

- Regeringens forslag har begrænset effekt i en situation, hvor der er brug for nytænkning. Vi har tiltro til, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne vil have en mere ambitiøs tilgang end regeringen til trepartsforhandlingerne.

Regeringen lægger op til, at en virksomhed, der ansætter en flygtning, som har været i Danmark i mindre end et år, skal have 20.000 kroner efter et halvt års ansættelse og yderligere 20.000 kroner efter et års ansættelse. Og det kan Wammen godt se fornuft i.

- Det er sikkert værd at overveje en bonus på 20.000 kroner til virksomheder, der ansætter en flygtning. Men helt ærligt, så kan der ikke være mange, der tror på, at det forslag har en stor betydning, siger han.

Ud over trepartsforhandlingerne med arbejdsmarkedets parter indleder regeringen torsdag også topartsforhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL) om integrationsindsatsen. Det kræver penge på bordet, lyder reaktionen fra S:

- Desværre er regeringens forslag utilstrækkelige og svarer kort sagt til et lille plaster på et åbent benbrud. Der mangler en reel økonomisk håndsrækning til kommunerne, og derfor presser udgifterne til flygtninge stadig den nære velfærd, siger Wammen.

- Regeringen burde i stedet skrotte deres milliardstore nedskæringer på kommunerne og samtidig oprette statslige flygtningelandsbyer, så integrationsopgaven bliver realistisk og beskytter vores velfærdsmodel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.