S: For tidligt at fjerne projekter fra togfond
Trods hul på ni milliarder kroner, mener Socialdemokraterne, at finansieringen af togfonden kan findes.


Selvom den svigtende oliepris ser ud til at have slået et hul i togfonden på ni milliarder kroner, så må det ikke betyde, at der fjernes projekter fra fondens investeringsplan for den danske jernbane på 28,5 milliarder kroner.

Det mener Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn, efter fondens økonomi er blevet gransket i forbindelse med regeringens kasseeftersyn.

- Hvis oliepriserne kommer til at holde, og det er der desværre noget, der tyder på, selvom det kan være, de rejser sig igen, så er vi nødt til at finde pengene et andet sted. Og det burde også være realistisk, siger han til Ritzau og uddyber:

- Enten skal man finde pengene på de løbende finanslove, eller også skal man lave en ny aftale, hvor man finder et nyt beløb til investering.

Regeringen har som følge af den faldende oliepris varslet et "serviceeftersyn" af aftalen, som er indgået mellem Socialdemokraterne, De Radikale, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Både regeringspartiet Venstre, som indtil videre står uden for aftalen, og Dansk Folkeparti har luftet tanken om at droppe en ny togbro over Vejle Fjord og tillade lidt længere rejsetid end planlagt for at få prisen ned.

Men de skridt er alt for drastiske, mener Rasmus Prehn.

- Det er alt for tidligt og alt for uambitiøst at give op og tage så store dele ud. Og jeg synes også, det er usportsligt af Dansk Folkeparti, som hele tiden har været imod Vejle Fjord-broen, men som blev dyrt betalt med en togforbindelse til Billund, siger transportordføreren.

Han er dog klar til se på såvel fondens tidsplan som indhold for at få pengene til at passe.

- Det er vigtigt at fastholde et højt ambitionsniveau, men det er ikke det samme som, at det ikke kan blive en kombination af flere forskellige ting.

- Hvis man kan finde noget på antallet af år, der skal investeres over, eller om ambitionsniveauet skal være en smule mindre, så udelukker vi ikke noget på forhånd, siger Rasmus Prehn.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) har ikke ønsket at kommentere kasseeftersynets betydning for togfonden. Han henviser i stedet til finansministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.