S er parat til at frede boligskatter til 2025
Socialdemokraterne er parat til at lave en aftale med Venstre om at frede boligskat til 2025, siger Corydon.
Venstre har ikke selv anført konkret finansiering, men ifølge Bjarne Corydon kan pengene findes inden for det eksisterende råderum.
(Joachim Ladefoged/POLFOTO)
Venstre har ikke selv anført konkret finansiering, men ifølge Bjarne Corydon kan pengene findes inden for det eksisterende råderum. (Joachim Ladefoged/POLFOTO) Foto: JOACHIM LADEFOGED/POLFOTO


Socialdemokraterne har ingen problemer med at frede boligskatten frem til 2025, hvis det er Venstres ønske.

Sådan lyder det fra finansminister Bjarne Corydon (S) efter, at Venstres finansordfører, Peter Christensen torsdag i Jyllands-Posten slår til lyd for at forlænge den nuværende fastfrysning af boligskatten til 2025.

- Hvis det er en aftale, som Venstre ønsker at indgå med os, så kan det lade sig gøre, siger Bjarne Corydon til Ritzau.

- Vi har den opfattelse, at boligskatter er noget, der skal aftales mellem de to store partier i Folketinget - Socialdemokraterne og Venstre - og hvis det her er meldingen fra Venstre, så er det noget, vi kan blive enige om, siger han og fortsætter:

- Vi har en bred aftale om stabilitet på det her område, og vores tilbud til Venstre er, at den aftale kan vi godt forlænge, hvis det er det, Venstre ønsker.

Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at boligskatten er fredet frem til 2020. Derefter er det et åbent spørgsmål, hvad der skal ske.

Socialdemokraternes regeringspartner, De Radikale, taler for at hæve boligskatten i takt med lønudviklingen for i stedet at bruge pengene på lettelse af skatten på arbejde.

Og da Venstre torsdag lancerede partiets ønske om at fortsætte fredningen af skatten på boliger, efterlyste De Radikales leder, økonomiminister Morten Østergaard, straks Venstres finansiering til forslaget om fastfrysning, som ifølge Østergaard vil koste fire milliarder kroner.

Venstre har ikke selv anført konkret finansiering, men ifølge Bjarne Corydon kan pengene findes inden for det eksisterende råderum.

Corydon henviser til, at man på den anden side af 2020 har sat et langt højere beløb af til det offentlige forbrug, end man har på denne side af 2020.

Det betyder, fremhæver finansministeren, at man godt kan bruge penge på en fredning af boligskatten uden, at man skal ud og finde nye penge for at opretholde det nuværende offentlige forbrug.

Dansk Folkeparti bakker op om en fastfrysning af boligskatten frem mod 2025, siger partiets skatteordfører, Dennis Flydtkjær.

- Vi er helt på linje med Venstre og Socialdemokraterne. Der skal være tryghed om boligejernes økonomi, og 2025 er faktisk ikke så langt ude i fremtiden, så derfor haster det med at få indgået en aftale, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.