S: Energipolitik uden ambitioner koster arbejdspladser
Mens Dansk Folkeparti vil bremse den grønne omstilling, vil Socialdemokraterne fortsætte den, siger Jens Joel.


Dansk Folkeparti blæser på det store arbejde, der er lagt i energiområdet herhjemme, når partiet ønsker at drosle ned for vedvarende energi.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Jens Joel.

- Jeg håber, at vi kan fortsætte med et bredt samarbejde, men Dansk Folkeparti har jo sagt, at partiet vil skrue ned for energipolitikken, siger socialdemokraten.

Han henviser til, at Dansk Folkepartis ordfører på området, Mikkel Dencker, har slået til lyd for at bremse opstillingen af havvindmøller.

Det skyldes en bekymring for, at den førte energipolitik hæmmer den danske økonomi, fordi vi påfører os selv mange udgifter. Men Jens Joel ser helt anderledes på det.

- Det er en soleklar melding, som kommer til at koste danske arbejdspladser - blandt andet i yderområderne, hvor mange af de grønne teknologivirksomheder ligger, siger Jens Joel.

Danmarks eksport af grøn energiteknologi nåede i 2013 op på 38 milliarder kroner, en stigning på næsten 18 procent fra året før.

- Derfor er det mildest talt en meget dårlig strategi, som Dansk Folkeparti giver udtryk for. Man kan ikke blive ved med at være blandt de bedste uden at fortsætte udviklingen.

- Det virker som om, at Dansk Folkeparti tror, at det hele er kommet af sig selv. Den udvikling og den førerposition har vi, fordi vi har været længst fremme - også i forhold til ambitionerne og reguleringen, konstaterer Socialdemokraternes ordfører.

Står det til Jens Joel, skal den grønne omstilling vare ved, ligesom der hele tiden skal tages nye initiativer på energiområdet.

- Det næste, der bliver den store udfordring i for eksempel Kina eller Brasilien, er, hvordan man får integreret den vedvarende energi i systemet.

- Det finder man kun ud af ved rent faktisk at vise, at det kan lade sig gøre. Og det er det, som vi i Danmark er i gang med at gøre, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.