Socialdemokraterne med borgmester Ole Bjørstorp i spidsen sidder fortsat på over halvdelen af stemmerne i Ishøj Kommune på den københavnske vestegn.
Ishøj har i de seneste knap fire år været en af de få kommuner, hvor ét parti har haft absolut flertal. Sådan er det også efter tirsdagens kommunalvalg. Da stemmerne var talt op, kunne Ole Bjørstorp notere sig, at han og de øvrige socialdemokrater havde hevet 51,2 procent af stemmerne hjem.
Det vækker glæde hos Socialdemokratiet.
- Det er jo en stor anerkendelse af vores indsats, siger Kasper Bjering (S) til TV2 Lorrys liveblog.
Samme toner lyder fra hans partifælle Bayram Yühsel.
- Vi beholder vores 11 mandater, så vi er glade.
Også Venstre-borgmestrene i Morsø, Hans Ejner Bertelsen, og i Lemvig, Erik Flyvholm, er klar til fire nye år som kommunale førstemænd. Lige som Ole Bjørstorp har de begge har sikret sig et absolut flertal i kommunalbestyrelsen.
Også på Samsø skulle det nu stå klart, hvem der kan tage borgmesterkæden om halsen i de kommende fire år. Det bliver hollandske Marcel Meijer, der også var øverste mand på rådhuset i den forløbne periode. Med SFs støtte er der flertal bag socialdemokraten Marcel Meijer.