Den socialdemokratiske borgmester, Carsten Rasmussen, i Næstved Kommune var for tidligt ude, da han bakkede ledelsen på Kobberbakkeskolen i Næstved op i en omstridt sag om fyringen af en pædagog.
Det skriver Sjællandske.
Så længe en fyringssag er i høring, udtaler ingen af parterne sig offentligt. Så simple er reglerne, men det kiksede for Carsten Rasmussen, siger formand for BUPL Sydøst, Betina Vincent Andersen, til avisen:
– Så vidt, jeg er orienteret, må den politiske ledelse i kommunen ikke blande sig i personalesager på den måde, det er sket her. Det efterlader en bekymring om, hvor vidt det her handler om at lukke munden på medarbejdere, der giver deres mening til kende på en kritisk måde. Jeg forventer, at borgmesteren står frem og forklarer, hvad der er sket.
Carsten Rasmussen er stået frem, men afviser overfor Sjællandske, at han har blandet sig i fyringssagen. Han siger, at han udelukkende har forholdt sig til pædagogens "grove formulering".
"Dysfunktionel ledelse"
Pædagogen Martin Christensen blev indkaldt til tjenstlig samtale dagen efter han som byrådskandidat på et vælgermøde udtalte sig i hårde vendinger om sin arbejdsgiver.
Martin Christensen beskrev nogle forældres opfattelse af ledelsen med ordene: "En alkoholiseret dysfunktionel skilsmissefamilie".
Efter samtalen med Martin Christensen indledte hans arbejdsgiver en fyringssag, som tirsdag blev ændret til et forlig med indbygget frivillig fratrædelse.
- Det er desværre ikke ukendt, at mange offentligt ansatte oplever, at ytringsfriheden i kommunerne har trange kår. Det sætter sager, som den her, desværre en tyk streg under. Vi håber, at byrådet tager det her op og sender et klart signal til medarbejderne i kommunen om, at kritik er velkommen, og at man ikke vil se flere af den type sager, siger Betina Vincent Andersen til Sjællandske.
Avisen.dk har været i kontakt med Martin Christensen. Han stoppede på Kobberbakkeskolen samme dag som forliget blev indgået. Han må i øvrigt ikke udtale sig - det er en del af aftalen.