S afviser intern kritik: Pengene er øremærket
Kravet om bedre normeringer i daginstitutioner rækker ind i Socialdemokratiet, men ledelsen står fast.
Partiledelsen hos Socialdemokraterne er ikke enige med folketingsmedlem Yildiz Akdogans udmelding om nomeringen daginstitutionerne. Arkivfoto.
Partiledelsen hos Socialdemokraterne er ikke enige med folketingsmedlem Yildiz Akdogans udmelding om nomeringen daginstitutionerne. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Socialdemokraten Yildiz Akdogan har bestemt ikke partiledelsens opbakning i sit ønske om at indføre minimumnormeringer i daginstitutionerne.

Det fastslår børne- og undervisningsordfører Annette Lind (S), efter at Akdogan har meldt ud, at hun står på Enhedslistens og SF's side i ønsket om at sikre et maksimalt antal børn pr. pædagog.

- Vi tror, at minimumnormeringer vil blive opfattet som en standardnormering de fleste steder og derfor vil medføre, at der faktisk bliver ringere normeringer, siger Annette Lind.

- Vi har givet 750 millioner kroner ekstra om året til bedre kvalitet i institutionerne, og i den seneste finanslov har vi øremærket penge direkte til normeringer, forklarer hun.

Yildiz Akdogan ønsker på linje med SF og Enhedslisten at indføre en lov om, at der skal være maksimalt tre vuggestuebørn pr. voksen og højst seks børnehavebørn.

Hun henviser blandt andet til en rapport fra analyseinstituttet Bureau 2000, der viser, at der er 6,5 børn pr. voksen i vuggestuerne og 11,8 børn pr. voksen i børnehaverne.

Men ifølge Annette Lind er den socialdemokratiske politik, at kommunerne selv skal have lov at bestemme.

- Ude i kommunerne er man bedst til at se, hvordan tingene skal hænge sammen. Man behøver ikke have den samme normering alle steder, siger Annette Lind.

Minimumnormeringer nævnes som en mulighed i regeringsgrundlaget, men indgår ikke i de fokuspunkter, socialminister Manu Sareen (R) har lagt frem for de igangværende forhandlinger om en børnepakke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.