S afviser blankt kritik om hård tone i valgkampen
Socialdemokraterne trækker erhvervsdrivendes historier under valgkampen gennem mudderet, lyder V-kritikken.


Det er under lavmålet, at Venstre beskylder Socialdemokraterne for at føre en "historisk, grænseoverskridende valgkamp", hvor regeringspartiet beskyldes for at trække de erhvervsdrivende, som har fortalt om deres problemer under valgkampen, gennem mudderet.

Det mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, i kølvandet på kritikken fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

- Når en statsministerkandidat (V-formand Lars Løkke Rasmussen red.) selv stiller sig frem på sit første pressemøde, er det vel ikke for meget at have en forventning om, at det, han siger, skal være sandt.

- Venstre lusker rundt om den varme grød i stedet for at fortælle om sin politik, siger Maja Panduro, som beskylder Venstre for ikke at ville fortælle om sin konkrete politik, men i stedet "hænger det op på anekdoter".

Inger Støjberg mener, at det er at gå over stregen at kalde eksemplerne fra de erhvervsdrivende for "anekdoter", for det kan have en afskrækkende effekt på almindelige mennesker, som ønsker at fortælle om deres hverdag.

Konkret hentyder hun til, at Lars Løkke Rasmussen på sit første pressemøde efter valgudskrivelsen brugte virksomheden Panorama til at eksemplificere, at der i Danmark mangler et større økonomisk incitament til at arbejde.

Desuden har Lars Løkke Rasmussen brugt et eksempel fra Svinninge Bageri, hvor det viste sig, at der slet ikke var tale om en kontanthjælpsmodtager, men en kvinde på dagpenge.

- Det er klassisk for Venstre, at det altid er andres skyld. Han skal da stå på mål for, at han trækker de erhvervsdrivende ind i det, siger Maja Panduro og fortsætter:

- Der er gået Panorama i den.

- Alle kan lave fejl, men når vi hen over tre dage hører om tre eksempler, som ikke holder vand, så begynder det at blive et problem, siger hun.

Hun henviser til debatten søndag aften mellem Lars Løkke Rasmussen og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hvor sidstnævnte angreb Venstres tal om, at der kun er skabt 700 job til danskere i rød bloks regeringstid.

- Det, mener jeg, er lodret forkert. Der er gået lidt Panorama i de tal. Og det er ikke første gang, at Venstre bruger meget tvivlsomme tal. 700 danskere ud af 33.000, der er kommet i arbejde. Er der nogen, der tror på det?, sagde Helle Thorning-Schmidt i et direkte angreb.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.