Rytteriet-stjerne snupper international rolle
Den danske skuespiller Rasmus Botoft, der blandt andet er kendt fra tv-serien "Rytteriet", har landet en bærende rolle i en tysk tv-film.
Rasmus Botoft har medvirket i flere danske spillefilm heriblandt "Se min kjole" og "Sandheden om mænd".
Rasmus Botoft har medvirket i flere danske spillefilm heriblandt "Se min kjole" og "Sandheden om mænd". Foto: Johansen Linda/Polfoto


Flere danskere grinte lystigt med, når satireprogrammet "Rytteriet" rullede over tv-skærmene. Her kunne man fra uge til uge blandt andet følge med i historien om snobberne Fritz og Poul, der bliver spillet af skuespillerne Martin Buch og Rasmus Botoft.

Rasmus Botoft skal nu spille en helt anden rolle end den usympatiske rigmand Fritz fra DR-programmet. Den 44-årige skuespiller har nemlig landet en stor rolle i en tysk tv-film ved navn "Ein Sommer In Dänemark". Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Skuespilleren skal spille karakteren Mads Søborg, der er museumsdirektør for Rugstedlund. Til trods for at Rasmus Botofts rolle agerer leder for et dansk museum, foregår skuespillet på tysk. Den tysktalende rolle bliver ifølge Rasmus Botoft også en udfordring, hvorfor han i løbet af sommeren har været i sprogtræning.

- Jeg er utrolig glad for denne opgave, det er en udfordring at spille på tysk, men udfordringer har man godt af. Jeg taler ganske godt tysk, da jeg lige efter murens fald arbejdede som juletræssælger i Leipzig og altid har været en flittig gæst i Berlin, udtaler Rasmus Botoft i pressemeddelelsen.

Rasmus Botoft er ikke den eneste skuespiller fra Danmark, hvis tyske sprogevner bliver udfordret, da både Kirsten Olesen og Jannie Faurschou også opleves i filmen.

Filmen "Ein Sommer In Dänemark" er netop nu i gang med at blive indspillet i København, og den tyske spillefilm forventes at få premiere i 2017.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.