Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, ventes søndag at oplyse, hvorvidt hun opstiller til forbundsdagsvalget næste efterår og forsøger at blive valgt til en fjerde regeringsperiode.
Det skriver mediegruppen Redaktionsnetzwerk Deutschland.
I rapporten henviser mediegruppen til kilder i topledelsen af det kristelige demokratiske part, CDU.
En talsmand for forbundskanslerens ministerium afviser at kommentere medierapporterne.
Tidligere på ugen sagde CDU-politikeren Norbert Röttgen til CNN, at Merkel genopstiller.
- Hun vil stille op som kanslerkandidat, sagde Röttgen, der er formand for Forbundsdagens udenrigsudvalg.
Men regeringens talsmand, Steffen Seibert, lagde afstand til udtalelsen.
- Forbundskansleren vil, som det flere gange tidligere er sagt, ytre sig om dette spørgsmål på et egnet tidspunkt, siger han.
Kilder i toppen af Merkels konservative parti, CDU, har sagt til nyhedsbureauet dpa, at det "næsten kan udelukkes", at Röttgen kender Merkels planer.
Merkel's CDU holder sit årlige landsmøde i begyndelsen af næste måned. Det er muligt, at hun her fremsætter en erklæring om sin politiske fremtid.
Merkels CDU og de kristelige demokrater i Bayern, CSU, er omkring 10 procentpoint foran deres nærmeste rivaler i meningsmålingerne.
Men Merkels beslutning om at lade omkring 900.000 migranter og flygtninge komme til Tyskland sidste år har kostet hende en del vælgere.
Merkel, og hendes parti, CDU, meddelte i denne uge, at det støtter den socialdemokratiske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, som ny præsident i Tyskland.
Steinmeier står dermed til at afløse den siddende forbundspræsident, Joachim Gauck, til marts næste år.
/ritzau/dpa