Rygskade tvinger Federer til Madrid-afbud
Roger Federer må grundet en rygskade opgive at spille Madrid Open, men han melder sig klar til French Open.
Roger Federer har på grund af skader kun spillet tre turneringer i 2016.
Roger Federer har på grund af skader kun spillet tre turneringer i 2016. Foto: Lionel Cironneau/AP


Skader fortsætter med at sætte præg på tennisikonet Roger Federers 2016-sæson. Knap var schweizeren tilbage på touren, inden han igen må tage en skadespause.

Mandag meldte han således afbud til den netop begyndte Masters 1000-turnering Madrid Open som følge af en rygskade.

Federer var ankommet til den spanske hovedstad, men mandag var han ikke i stand til at træne.

- Jeg vil ikke tage nogen chancer, da jeg ved, at jeg ikke kan blive helt klar til på onsdag, siger Federer på en pressekonference i Madrid.

Skaden er dog ikke værre, end at Federer forventer at være klar til næste uges Masters 1000-turnering i Rom.

Dermed frygter han heller ikke for sin deltagelse i grand slam-turneringen French Open, der begynder 22. maj.

Her regner han med at kunne gøre en god figur, selv han ikke har fået så mange kampe på grus under bæltet i dette forår.

- Jeg har trænet en del på grus, og jeg behøver ikke altid så mange kampe for at føle mig 100 procent klar, siger Federer.

Han har kun deltaget i tre turneringer i denne sæson. Efter Australian Open i januar var han ude i længere tid grundet en knæoperation, og da han skulle gøre comeback i Miami, blev han ramt af en mavevirus.

I april fik han så endelig comeback ved Masters 1000-turneringen i Monte Carlo, hvor han nåede kvartfinalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.