Rygning koster ældre mand i Vordingborg livet
En 86-årig mand blev søndag alvorligt forbrændt i sin kørestol. Han døde om aftenen på Rigshospitalet.
Det var formentlig en tabt glød eller varm aske, der satte ild til nogle tæpper i en 86-årig mands kørestol. Arkivfoto.
Det var formentlig en tabt glød eller varm aske, der satte ild til nogle tæpper i en 86-årig mands kørestol. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


En 86-årig mand er søndag aften død på Rigshospitalet, efter at han sidst på eftermiddagen blev alvorligt forbrændt foran sit hjem i Vordingborg.

En mand, der kom forbi den 86-åriges hjem på Prins Jørgens Allé, slog alarm, da han så, at der var ild i manden, som sad i en kørestol.

- Vi havde hurtigt en patrulje på stedet, og sammen med vidnet lykkedes det kollegerne at slukke branden og yde førstehjælp, siger vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den ældre mand blev i helikopter fløjet til Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde, og han afgik nogle timer senere ved døden.

Det var nogle tæpper i kørestolen, som brød i brand og gav manden de alvorlige forbrændinger.

- Han har formentlig siddet og røget og har så tabt en glød eller noget varm aske ned i tæpperne, fortæller vagtchefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.