Ryger-Allan: Tændte sin første smøg som 10-årig
Allan Lykke Jensen vidste intet om cigaretters sundhedsfare, da han begyndte at ryge som 10-årig.
Fynboen Allan Lykke Jensen er den første i danmarkshistorien, der har lagt sag an mod tobaksindustrien for de skader, som rygningen har forårsaget.
Fynboen Allan Lykke Jensen er den første i danmarkshistorien, der har lagt sag an mod tobaksindustrien for de skader, som rygningen har forårsaget. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


Da fynboen Allan Lykke Jensen tændte sin første cigaret som 10-årige, var han ikke klar over, hvilke skader smøgerne gjorde på hans krop.

Derfor krævede han erstatning for mén efter knap 50 års rygning og 680.000 cigaretter senere fra tobaksindustrien. Et krav, som Højesteret afviste torsdag, fordi det var alment kendt, at cigaretter var skadelige og vanedannende i Allan Lykke Jensens ungdomsår.

- Jeg respekterer dommen, men jeg er ikke enig, for jeg vidste ikke noget om sundhedsfare, da jeg startede med at ryge som 10-årig. Jeg bliver først opmærksom på det i 1993, siger Allan Lykke Jensen til Ritzau.

Fynboen Allan Lykke Jensen er den første i danmarkshistorien, der har lagt sag an mod tobaksindustrien for de skader, som rygningen har forårsaget.

For 14 år siden lagde han så sag an mod det daværende Skandinavisk Tobakskompagni, som i dag hedder Skandinavisk Holding II, ved landsretten.

Allan Lykke Jensen røg Prince-cigaretter, og derfor er den nuværende ejer af House of Prince, British American Tobacco, også sagsøgt i sagen.

- Jeg har dog ikke mulighed for at anlægge sagen andre steder, så nu er der sat et punktum for mig, fortæller eksrygeren.

Allan Lykke Jensen begyndte at få problemer med helbredet på grund af de mange smøger, da han var i 40'erne. Den nu 67-årige fynbo fik blandt andet problemer med potensen, hjertet og blodomløbet i benene.

Allan Lykkes helbred får ham til at komme med en formaning til nutiden ungdom.

- Lad nu være med at starte med tobaksrygning. Det er rigtig farligt, og I bliver syge af det på et tidspunkt. Det er ikke efter to år, men derimod efter 15-20 år. Så de unge mennesker skal lade være med at begynde, slutter Allan Lykke Jensen.

Der har været to sager, der minder om Allan Lykke Jensens, i Norge og Finland. Tobaksindustrien vandt begge steder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.