Rygende kræftramt får medhold i asbestsag i Højesteret
Arbejder på Dansk Eternit får anerkendt arbejdsskade, selv om han også var ryger. Ankestyrelsen taber retssag
Dommerne i Højesteret er fredag uenige om en sag om en asbestarbejder, der samtidig røg. Fire af fem giver manden medhold i et opgør med Ankestyrelsen om rygningens betydning for hans lungekræft. (arkivfoto)
Dommerne i Højesteret er fredag uenige om en sag om en asbestarbejder, der samtidig røg. Fire af fem giver manden medhold i et opgør med Ankestyrelsen om rygningens betydning for hans lungekræft. (arkivfoto) Foto: Per Johansen/domstol.dk/free


En mand, der i mange år arbejdede med asbest og samtidig var ryger, har fredag fået medhold i en retssag i Højesteret.

Ankestyrelsen mente, at mandens lungekræft især skyldtes hans rygning.

Men dommerne i Højesteret har en anden vurdering.

Der er ikke bevis for, at kræften med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end den asbest, han var blevet udsat for på sin arbejdsplads i Aalborg.

Ankestyrelsen er derfor blevet dømt til at anerkende, at mandens såkaldte méngrad skal fastsættes til 15 procent på grund af arbejdsskaden.

Det betyder, at den ramte får adgang til godtgørelse på 110.000 kroner, oplyser advokat Christian Riewe, der har ført sagen.

- Vi er glade for afgørelsen, siger Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F.

- Dommen kan formodentlig få betydning for andre sager med rygere, der har fået arbejdsskader, siger hun.

Asbesten blev manden udsat for på sit arbejde på Dansk Eternitfabrik, hvor han i første omgang var ansat fra 1979 til 1986.

Sagen har været behandlet tre gange i retssystemet.

Oprindeligt fik Ankestyrelsen medhold i Retten i Aalborg, mens manden vandt ved Vestre Landsret.

Og det er denne afgørelse, som et flertal af de fem dommere i Højesteret fredag har nikket til. En enkelt dommer stemte for at følge Ankestyrelsens påstand.

Flertallet siger, at myndigheden burde have taget udgangspunkt i, at mandens risiko for at få lungekræft var blevet fordoblet fra 10 til 20 procent på grund af asbesten.

Undervejs i forløbet har Retslægerådet udtalt, at det ikke konkret kan angives, hvad der var årsag til mandens kræftsygdom.

Kombinationen af asbest og rygning øger risikoen for lungekræft væsentligt. Det skyldes den såkaldte synergieffekt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.