RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Ryanair-triumf: Må føre sag mod lufthavnsansatte i byretten
Ryanair har netop i Københavns Byret fået grønt lys til at køre sag mod ansatte i lufthavnen. De ansattes advokat ønskede ellers sagen afvist.
I næsten tre timer blokerede ansatte i lufthavnen Ryanairs første fly fra København 18. marts.
I næsten tre timer blokerede ansatte i lufthavnen Ryanairs første fly fra København 18. marts. Foto: Iver Houmark Andersen.


Advokater for Ryanair har torsdag morgen i Københavns Byret fået lov til at føre en sag mod ansatte i Københavns Lufthavn. De ansattes advokater havde ellers forsøgt at få sagen afvist og overdraget til Arbejdsretten.

Sagen drejer sig om, at Ryanair ønsker at få et forbud mod, at ansatte i Københavns Lufthavn kan chikanere eller forhindre selskabets afgange. Eller som der står i sagens akter:

- Det forbydes Ekspeditionsarbejdernes Klub SAS Region Danmark såvel indirekte som direkte at udøve enhver for chikane eller aktiviteter med det formål, at hindre og/eller forsinke Ryanairs fly.

For tre uger siden, onsdag 18. marts, blev Ryanair ramt af en aktion i Københavns Lufthavn. I næsten tre timer stod ansatte i lufthavnen og forhindrede Ryanairs første fly fra lufthavnen i at få brændstof på og blive gjort klar.

Deltagerne i aktionen viftede med Dannebrog for at gøre Ryanair og alverden opmærksom på, at i Danmark har vi en dansk model for arbejdsmarkedet. Det vil sige, at man tilstræber, at alle ansatte er dækket af overenskomster og dermed får anstændige løn- og arbejdsvilkår.

Talsmand skal vidne

Advokaterne for Ryanair har netop fremført i retten, at Ryanair ikke kan leve med fremtidige demonstrationer og fysiske blokader mod dets afgange i Kastrup. Samtidig fremførte de, at reglerne for sikkerheden i lufthavnen er blevet brudt.

Advokaterne for Ekspeditionsarbejdernes Klub slog på, at sagen hører hjemme i Arbejdsretten. Deres advokat Nicolai Westergaard sagde:

- Det her er en fuldstændig arbejdsretlig banalitet, hvor Arbejderetten har kompetencen.

Dommeren i byretten afgjorde dog, at sagen hørte hjemme i byretten.

Sagen fortsætter nu med afhøring af vidner. Blandt andre en pilot fra Ryanair og Ole Johansson, som var talsmand for de ansatte i lufthavnen, som deltog i blokaden 18. marts.

Avisen.dk følger sagen.

Ryanair går gerne i retten

Ryanair har eksisteret i 30 år og har en lang række retssager bag sig og kørende lige nu i flere lande. Blandt andet i Danmark, Norge, Belgien og Irland.

Med andre ord går Ryanair meget gerne rettens vej for at lægge pres på ansatte og spænde ben for fagbevægelsen. Som en pilot med stort kendskab til Ryanair har sagt til Ugebrevet A4:

- Ryanair sagsøger folk langt ind i Helvede.

I Danmark verserer der ud over sagen i byretten en sag i Arbejdsretten. Her forsøger LO-fagbevægelsen at få rettens ord for, at den kan lamme Ryanair med en konflikt.

Næste møde i Arbejdsretten i denne sag er 12. maj. Sagen kan gå hen og trække i langdrag, så Ryanair får flere år til at etablere sig i Københavns Lufthavn.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.