RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Ryanair starter ud med 3 timers forsinkelse
En faglig aktion mod Ryanair er lige nu i gang i Københavns Lufthavn. Klokken 15.30 sender det irske lavprisselskab de første passagerer afsted fra Københavns Lufthavn til Dublin. Avisen.dk er med live fra lufthavnen.
Mere end to timer forsinket boarder flyet.
Mere end to timer forsinket boarder flyet. Iver Houmark Andersen


Onsdag eftermiddag kan rejsende i Københavns Lufthavn kan godt regne med at få stukket en flyer i hånden og blive mødt af folk med røde faner og bannere. Aktivister gør lige nu opmærksom på deres store utilfredshed med, at Ryanair uden overenskomst med medarbejderne sender sit første fly på vingerne fra København.

LÆS MERE: Forstå konflikten

Følg med live her:

Vi slutter liveopdateringen - tak fordi, du læste med!

18.30:
Med omkring tre timers forsinkelse er flyet mod Dublin meldt klar til afgang.

18.06:
Flyet er kun halvt fyldt. Rynairs udmelding om en stor forhåndsinteresse holder derfor ikke helt. Der er kun omkring 20 danskere ud af de omkring 70 passagerer om bord på flyet. Derudover er der en del irere.



17.49:
Flyet til Dublin, der blevet tanket op, og er i gang med at boarde. Flyet skulle være lettet klokken 15.30.




17.48:
Blandt de ventede passagerer, der skal med flyet til Dublin, er en dansk medarbejder i Ryanair. Og vedkommende klager ikke over forholdene.
- Det er ikke min sag, de kæmper, jeg har det udmærket hos Ryanair, siger vedkommende, de rønsker at være anonym.


17.40:
Demonstranterne, der i mere end to timer har stået omkring flyet til Dublin, forlader nu området. Det forlyder samtidig, at der nu kan komme brændstof på flyet.




17.31: Flyet er nu to timer forsinket. Og selvom passagererne har fået en sandwich hver, er det ikke alle, der er lige begejstrede.
- Danskerne og fagforeningerne har en ret til at kræve, at der spilles efter danske regler i Danmark, men vi har også en ret til som passagerer at være utilfredse over denne forsinkelse, siger Josi Emmerich, der studerer i Irland og er på vej hjem fra ferie i Danmark. Han har givet 210 kroner  for billetten.


17.30: Politiet har nu været ude i lufthavnen og oplyse demonstranterne om, at de skal overholde sikkerhedsreglerne, men er også kørt igen. Demonstranterne står stadig ved flyet.


17.20: Ole Johansson, der er bagagemedarbejder i lufthavnen og talsmand, oplyser, at der ikke er tale om en blokade.
- Vi holder os til de retningslinjer der er for sikkerheden. Man må ikke gå inden for stregerne rundt om flyet, og det gør vi heller ikke. Vi holder os pænt på den anden side, siger han og tilføjer:
- Vi er her for at vise, at Ryanair skal overholde den danske model og indgå en overenskomst med FPU. Folk er kommet her, fordi de har en holdning til den måde, Ryanair driver virksomhed på. Vi kan vel blive stående til vores tæer fryser af. 
Han understreger, at han forventer, at Ryanair vil gå i dialog med FPU om en overenskomst.


17.16:
LO afstand fra, at en gruppe demonstranter har holdt flyet fra Ryanair på jorden.  
- Vi tager afstand fra den slags metoder. Lige nu ved vi ikke konkret, hvad der sker ude i lufthavnen. Men hvis der sker noget ulovligt, og som ikke er efter bogen, så tager LO afstand fra det, siger Kenneth Thue Nielsen, kommunikationschef i LO, til Ritzau.

17.12: Mere end halvanden time efter, flyet skulle være lettet, er det fortsat ikke kommet af sted. passagererne får derfor serveret sandwiches.

LÆS MERE: Passagerer: Derfor flyver vi med Ryanair


16.52:
Demonstranter blokerer ikke længere flyet.


16.47: SAS-fly til Dublin kommer af sted til tiden.


16.46: Politiet er endnu ikke ankommet til lufthavnen, og ifølge en velinformeret kilde har de heller ikke travlt.


16.43: Det er angiveligt piloten, der har tilkaldt politiet. Security har i længere tid talt med demonstranterne ved flyet, men har ikke kunnet få dem til at gå frivilligt. De har ikke fjernet dem med magt.


16.41:
Flyet er nu mere end en time forsinket. Ryanairs pr-dame Elina Hakkarainen står ved gaten, men ønsker ikke at udtale sig.


16.29:
Bagagen til de passagerer, der var med fra Dublin, er nu kommet ud af flyet. Den nye bagage er ikke kommet om bord, og flyet mangler fortsat brændstof.


16.19:
Politiet er blevet tilkaldt for at bryde blokade. Flyet kan angiveligt hverken få mad eller brændstof om bord.




16.17:
Flyet er nu mere end 45 minutter forsinket, og det begynder at gå passagererne på. Abbi Mason er en af dem. Hun skulle have holdt foredrag i Belfast, men når ikke frem til tiden.
- Fagbevægelsen burde ikke bremse afgangen, som de gør nu. De burde prøve at få en aftale på en anden måde, siger hun.

LÆS OGSÅ: Ryanair-passager: Fagbevægelsen burde ikke bremse afgang




16.02:
Ude bag flyet står der fortsat en gruppe demonstranter. Det er uvist, om de står der for at hindre flyet i at forlade København. Passagererne, der skal med flyet til Dublin, har stadig ikke fået lov til at gå om bord. Meldingen er stadig den samme; man ved ikke, om man kan få lov til at få brændstof på.


15.58:
Det er nu næsten en halv time siden, at flyet skulle være lettet. Men det er stadig ikke lettet. Passagererne står stadig i kø inde i terminalen.




15.45:
I Dublin, hvor Ryanairflyet i København er kommet fra, fik passagererne angiveligt kage, kaffe, vand og så videre. Der var også balloner som æresport.


15.38:
Ved siden af Ryanair-flyet er et fly fra EasyJet landet, og passagererne er gået fra borde uden problemet.




15.37:
Det er nu 7 minutter siden, at flyet skulle være lettet. Men passagererne har stadig ikke fået lov til at gå om bord. Over højtalerne takker man for passagerernes tålmodighed, men samtidig forlyder det, at man ikke ved om flyet overhovedet kan få lov til at få brændstof på.




15.25:
En af de passagerer, der har valgt at flyve med Ryanair til Dublin, er John May. Han synes, det er træls med al den ballade.

LÆS OGSÅ: John flyver med Ryanair: Træls med al den ballade


15.18:
De mange demonstranter med flag forholder sig roligt, mens passagererne forlader flyet.


15.17: Passagererne er ved at forlade flyet, og det ser ud som om, der har været mange med. Flyet skulle planmæssigt have lettet igen med kurs mod Dublin klokken 15.30, men det bliver formentlig forsinket. 


15.16: Folk er ikke kommet ud af flyet endnu. Der er gået næsten 10 minutter. 


15.11:
De 50-60 lufthavnsansatte med demonstrationsveste står og vinker med danske flag. Ved gaten er der op mod 100 passagerer, der venter på at gå om bord. Det bliver næppe et fyldt fly.


15.04:
Flyet er netop landet i Københavns Lufthavn. Ryanair har nu 25 minutter til at få passagererne ud af flyet og de nye ind, inden det skal afsted mod Dublin.


15.01:
Loaderen er nu flyttet, så den ikke spærrer flyets holdeplads. Men den holder stadig i området. Samtidig står der omkring 50 lufthavnsansatte med demonstrationsveste og danske flag for at tage imod flyet.




14.41:
En loader med danske flag og demonstrationsveste er lige nu placeret som 'velkomst' til Ryanair. Ingen vil lige nu tage ansvar for loaderen, ligesom det derfor ikke officielt kan bekræftes, at den står der som en del af demonstrationen. Dog bekræfter en anonym kilde over for Avisen.dk, at den ikke skal stå der normalt. Samtidig vil flyet formentlig ikke kunne komme til, før den er fjernet igen.


14.31:
Ansatte i lufthavnen med demonstrationsveste på står klar ved gaten, hvor Ryanairs fly ankommer.

 

14.20: Tidligere i dag talte Avisen.dk med Ole Johansson, der er 3F'er og ansat i lufthavnen. Sammen med flere andre, havde han valgte at markere sin utilfredshed med Ryanairs model.
- Ryanair er hjertelig velkommen i Københavns Lufthavn, men det skal være på lige vilkår med alle andre flyselskaber. Norwegian og EasyJet og andre selskaber har jo indgået overenskomster, lød det fra ham.

LÆS OGSÅ: Ole i protest mod Ryanair: "Vi er stærkt bekymrede"


14.01:
Det er ikke kun fagbevægelsen, der i de forgangne uger har luftet deres mening om Ryanair. Også flere politikere har været på banen. Blandt andre den socialdemokratiske folketingskandidat Peter Hummelgaard Thomsen.

 


13.46:
Også ved Ryanairs bagageindtjekning er der talrige demonstranter.




13.41:
De omkring 10 Ryanair-passagerer, der indtil videre er dukket op, bliver jagtet af de fremmødte medier, der alle gerne vil vide, hvorfor de har valgt at flyve med selskabet. Samtidig bliver medierne fulgt nøje af lufthavnens security-personale.



13.34:
Ryanair har fået tildelt deres check-in skranke - dog markant senere end de øvrige fly, der har samme eller senere afgangstid. De har fået nummer 148 og 149. Skærmene over er dog ude af funktion og derfor blanke.




13.18:
Antallet af aktivister er vokset, så der nu befinder sig omkring 50-100 i lufthavnen. De deler flyers ud, som langt de fleste passagerer tager imod. Enkelte passagerer stopper også op for at høre, hvad det hele drejer sig om.




12.51
: Der er en god og fin stemning blandt aktivisterne, der nu har rullet de røde faner ud.


12.38:
Så er aktionen i gang. Cirka 10-15 aktionerende har taget opstilling foran Terminal 2, hvor de iført kulørte veste deler flyvers ud. Der komme flere til, og mindst 20 røde faner er lige nu ved at blive rullet ud. Tv-hold fra DR og TV 2 er til stede i lufthavnen.


11.51:
Her er det første synlige bevis på, at Ryanair onsdag flyver fra København for første gang: Informationstavlerne i Københavns Lufthavn i Kastrup viser, at FR633 flyver til Dublin klokken 15.30 - flyselskabet er dog ikke angivet endnu, men der er naturligvis tale om Ryanair.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.