Kan et job som assistent for Ryanairs yderst karismatiske topboss, Michael O’Leary friste? Ikke?
Lige nu har du i hvert fald chancen for at komme helt ind i maskinrummet på det omstridte irske flyselskab.
Lavprisselskabet har på deres hjemmeside under overskriften ”Irlands værste job?” slået stillingen som CEO-assistent op.
Her fremgår det, at du skal være klar til at assistere Ryanairs ”misforståede, men elskede” chef på en lang række områder i forhold til virksomhedsledelse.
Og det kræver sin mand eller kvinde.
Opslaget dikterer, at du blandt andet skal være ”tykhudet”, have tålmodighed som en from, være velbevandret i børnerim og godnathistorier og endelig skal du være i stand til at arbejde uden søvn eller kontakt med omverdenen.
Desuden kan Manchester United fans og cyklister kigge langt efter jobbet. De vil for det første være diskvalificerede til stillingen – og vil desuden blive jagtet, tortureret og skudt, hvis de søger.
Der er ansøgningsfrist den 18. november – så du kan stadig nå det.