RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Ryanair før skæbneafgørelse: Klar til at opgive Danmark
Ryanair vil droppe at have stewardesser og piloter i Danmark, hvis flyselskabet i morgen taber sag i Arbejdsretten.
Ryanair flytter sit personale ud af Danmark, hvis selskabet taber sag i Arbejdsretten i morgen. Det oplyser topchefen Michael O'Leary.
Ryanair flytter sit personale ud af Danmark, hvis selskabet taber sag i Arbejdsretten i morgen. Det oplyser topchefen Michael O'Leary. Foto: Iver Houmark Andersen.


Ryanair vil flytte omkring 50-60 stewardesser og piloter ud af Danmark. På den måde vil selskabet undgå at blive generet af den konflikt, som den danske fagbevægelse står klar til at iværksætte.

Det bliver reaktionen fra Ryanair, hvis en afgørelse i Arbejdsretten i morgen, onsdag, går selskabet imod. Sådan lyder meldingen fra Ryanairs topchef, Michael O'Leary.

- Vi vil fortsætte med at flyve til og fra Danmark og med flere ruter end i dag, men med vores fly baseret uden for Danmark. Dette betyder, at den danske model bliver ødelagt på den måde. Den kommer ikke til at gøre en forskel, siger Michael O'Leary i et interview med Berlingske.

Ryanair er kendt for lave billetpriser og skrabede løn- og ansættelsesvilkår. Selskabet har skabt kontrovers siden indtoget i København tidligere i år, fordi de kategorisk afviser at snakke med danske fagforeninger og diskutere overenskomst for stewardesser og piloter.

Efter en månedlang sagsbehandling tager Arbejdsretten i morgen stilling til, om en konflikt mod Ryanair i Københavns lufthavn er lovlig.

Men ved at opgive at have base i Billund og København - altså at have piloter og stewardesser boende i Danmark - vil Ryanair fratage fagbevægelsen muligheden for at kræve overenskomst.

Fagbevægelsen kan nemlig kun kræve overenskomst for flyvende personale, hvis de ansatte arbejder ud fra Danmark og har bopæl her.

Social dumping flyver ud af DK

Dropper Ryanair baserne i Danmark, vil problemet med social dumping - som fagbevægelsen kalder selskabets løn- og arbejdsvilkår - så at sige flyve ud af Danmark.

Stewardesserne og piloterne vil nemlig skulle bo uden for Danmark. Det vil give personalet på ruterne fra København og Billund en anderledes arbejdsdag.

De vil skulle starte dagen med en meget tidlig morgenflyver fra eksempelvis England til København. Derefter flyve ud og ind af København og så vende tilbage til England midt på dagen. Herefter vil et andet 'crew' tage over og klare resten af dagens flyvninger til og fra København.

Ingen baser i Danmark vil gøre det dyrere og mere besværligt for Ryanair at erobre kunder i Danmark. Dels fordi der skal sælges billetter på meget tidlige og sene afgange til og fra Danmark. Dels fordi det bliver sværere at omplacere personale. Dels fordi Ryanair så skal finde ledig kapacitet i andre lufthavne.

Overenskomst - aldrig i livet

'Da Boss', som Michael O'Leary kalder sig selv, slår fast, at han under ingen omstændigheder kommer til at tegne en overenskomst i Danmark.

Til Berlingske siger han:

- Hvis vi underskriver en kollektiv overenskomst med den danske fagforening, vil vi blive bedt om at underskrive kollektive aftaler med 15 franske fagforeninger, 55 spanske og et hav af italienske fagforeninger. Så det kommer vi ikke til at gøre.

Han uddyber over for avisen:

- Vi har 350 fly på 74 baser fordelt over 30 europæiske lande, og når vi vil flytte et fly fra eksempelvis basen i Warszawa til basen i København, så duer det ikke, at vi er tvunget til at indgå en kollektiv overenskomst med en dansk fagforening, før det kan lade sig gøre. Nej, det duer ikke! Vi har ikke tid til den slags pjat.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.