Dansk fagbevægelse har ingen holdbar juridisk grund til at kræve, at det irske flyselskab Ryanair tegner en overenskomst i Danmark. Kravet om en overenskomst strider nemlig mod en af grundpillerne i EU: Alle borgeres ret til frit at arbejde i andre EU-lande.
Den påstand kommer Ryanairs advokater i Danmark med i en sag, der for tiden kører i Arbejdsretten mellem flyselskabet og LO-fagbevægelsen. Advokatfirmaet Lund Elmer Sandager skriver på vegne af Ryanair følgende:
- Den danske model strider mod de grundlæggende principper om fri bevægelighed inden for EU.
Det fremgår af dokumenter fra Arbejdsretten, som Avisen.dk har fået adgang til.
Ryanair mener dermed kort fortalt, at danske fagforeninger handler ulovligt, når de forlanger af Ryanair - og andre flyselskaber - at tegne en overenskomst.
Det vil også ifølge flyselskabet være ulovligt, hvis fagbevægelsen - måske allerede i slutningen af juni - under en konflikt lammer Ryanair i Københavns Lufthavn.
En konflikt vil vise sig på den måde, at LO-fagbevægelsen vil pålægge alle sine medlemmer i lufthavnen i Kastrup ikke at flytte så meget som en kuffert for Ryanair eller fylde benzin på selskabets fly.
Ryanair: Dansk lov hindrer fri konkurrence
I Arbejdsretten hævder Lund Elmer Sandager på vegne af Ryanair, at specielt flyselskaber er undtaget fra den danske model med arbejdskonflikter.
Advokatfirmaet skriver om "det helt særligt regulerede område for international luftfart."
Advokatfirmaet mener, at netop på grund af de særlige regler for luftfart, så er fagbevægelsens krav om overenskomster mellem fagforbund og flyselskaber helt hen i vejret. Og fagbevægelsens krav kan ses som en beskyttelse af danske flyselskaber mod konkurrence udefra.
Advokatfirmaet skriver:
- Det kan ikke udelukkes, at en sådan hindring for den frie bevægelighed, udgør en begrænsning af konkurrencen til fordel for danske virksomheder inden for det indre marked.
Avisen.dk har tidligere prøvet at få en udtalelse fra Ryanair vedrørende påstandene i Arbejdsretten. Men selskabet skriver, at "vi har ikke noget at tilføje til vores advokaters bidrag."
Hovedrysten i fagbevægelsen
Det irske selskabs beskydning af den danske model bliver taget med ophøjet ro i LO-fagbevægelsen af næstformand Lizette Risgaard.
- Vi har EU-Domstolens stolens ord for, at vi har lov til at stille krav om overenskomster og iværksætte konflikter, hvis en arbejdsgiver ikke vil indgå en aftale med os, siger Lizette Risgaard til Avisen.dk.
Hun henviser til den såkaldte Laval-sag, som kørte i nullerne. Sagen tog sit udgangspunkt i Sverige, hvor fagbevægelsen kørte en konflikt mod det lettiske firma Laval. Men var det lovligt at føre konflikt mod Laval eller ej? Ja, lød det fra EU-Domstolen, som i sin dom skrev:
- Retten til at iværksætte kollektive kampskridt skal anerkendes som en grundlæggende rettighed.
Margrethe Vestager på banen
Ud over EU-Domstolen fremhæver Lizette Risgaard også, at EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, for nylig har været på banen i forhold til Ryanair-sagen i Danmark.
- Ud over Laval-dommen, har Margrethe Vestager, lige sagt, at der ingen problemer er i at have den danske model, hvor vi søger at lave aftaler lønmodtagere og arbejdsgivere imellem, siger Lizette Risgaard.
Margrethe Vestager har til DR sagt i forhold til Ryanair-sagen i Danmark:
- Der er plads til i Europa, at man kæmper for sin sag. Vi har ikke blodig, fri liberalistisk konkurrence. Vi har et fair marked, hvor vi sørger for ordnede forhold, og det er sådan, jeg synes, det skal være.
Lizette Risgaard fra LO oplever Ryanairs argumenter i Arbejdsretten som noget krampagtige.
-Det tenderer et desperat forsøg på at finde argumenter for, hvorfor de skal vinde sagen, siger Lizette Risgaard, og fortsætter:
- Men nu må vi lade Arbejdsrettens dommere gøre deres arbejde, og så får vi forhåbentlig en afgørelse i sagen 15. juni.