RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Ryanair: Danskerne misforstår os
Vi skaber arbejdspladser under den danske model for arbejdsmarkedet. Så der er noget, fagbevægelsen og politikerne har misforstået, lød det i dag fra Ryanairs personaledirektør Eddie Wilson.


Der var stor opbakning til fagbevægelsen, da de i dag mødtes med Ryanair i Arbejdsretten i København.

Foran retten havde omkring 300 borgere taget opstilling for at demonstrere mod Ryanairs behandling af sine ansatte. De røde faner blafrede i vinden, og flere talere kom til orde.

Demonstranterne – og danskerne mere generelt - fik dog også et par ord med på vejen fra Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, der forsvarede hele Ryanairs måde at drive forretning på.

- Vi har en kollektiv aftale med vores ansatte, som i København betaler skat og overholder alle regler. Og så har vi ret til som alle andre at drive virksomheder i EU. Men det virker som om, at danskerne ikke rigtigt har forstået, at Danmark er en del af EU. Irland og Danmark blev ellers medlemmer nogenlunde samtidig, sagde Eddie Wilson uden at tage sig af, at der blev buh’et af ham.

Skaber arbejdspladser

Han gjorde samtidig opmærksom på, at Ryanair årligt regner med at flyve 1,8 millioner passagerer til og fra København. Hvilket ifølge Ryanair udløser op mod 1.800 arbejdspladser i lufthavnen i Kastrup.

- Vi skaber arbejdspladser under den danske model for arbejdsmarkedet. Så der er noget, fagbevægelsen og politikerne har misforstået, når de kritiserer os, sagde Eddie Wilson og tilføjede:

- Det er komplet vås at tale om, at vi udsætter nogle for social dumping. Vi giver vores ansatte gode forhold, ellers ville de jo heller ikke blive ved med at arbejde for os, lød det fra personaledirektøren.

Skæbnedag den 15. juni

Dagens retsmøde i Arbejdsretten var et forberedende møde mellem fagbevægelsen og Ryanair. På retsmødet blev det bestemt, at det den 15. juni bliver afgjort, hvad der skal ske i sagen.

Det er derfor også denne dato, at fagbevægelsen kan ende med at få grønt lys for at indlede en sympatikonflikt mod lavprisselskabet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.