Den bramfri direktør for Ryanair Michael O’Leary har måttet erkende, at Ryanair begik en fejl, da selskabet tidligere i denne uge annoncerede, at bestyrelsen havde godkendt planer om at flyve transatlantiske ruter.
Det skriver Financial Times ifølge Politiken.
O’Leary er citeret i Financial Times for at sige, at “Ryanair har f….t up”, og tilføje, at der var tale om fejlkommunikation fra selskabets side.
Den fejlagtige historie om de oversøiske planer blev oprindeligt bragt i Financial Times, men fik stor gennemslagskraft i andre medier. Der var dog ikke rigtig nogen til at trække historien tilbage, fordi de blev bragt på St-Patrick’s Day, som er den irske - ofte meget festlige - nationaldag, så der var tomt på kontoret hos Ryanair.
Nu skriver Ryanair i en børsmeddelelse, at bestyrelsen alligevel ikke har godkendt projektet.
Financial Times skriver - ifølge Politiken - desuden, at Ryanair gerne går videre med planerne om transatlantiske flyvninger og er i dialog med producenter af langdistancefly.