Ryan har kurs mod formandspost i Repræsentanternes Hus
Republikanerne vælger Paul Ryan til deres kandidat som formand for Repræsentanternes Hus.
Republikanerne har nomineret den 45-årige Paul Ryan til posten som formand for Repræsentanternes Hus. Han ventes at vinde posten ved formandsafstemningen torsdag.
Republikanerne har nomineret den 45-årige Paul Ryan til posten som formand for Repræsentanternes Hus. Han ventes at vinde posten ved formandsafstemningen torsdag. Foto: Manuel Balce Ceneta/AP


Den 45-årige Paul Ryan fra delstaten Wisconsin sidder formentlig på den tredje højeste post i USA inden ugen er omme.

Republikanerne i Repræsentanternes Hus i den amerikanske forbundshovedstad, Washington DC, har onsdag aften dansk tid valgt Ryan som deres kandidat til posten.

Han slog Daniel Webster fra Florida, meddeler partiet, der holdt afstemningen bag lukkede døre.

Reuters skriver, at Ryan fik 200 stemmer, mens Webster måtte nøjes med 43.

Det er planen, at Repræsentanternes Hus med 435 medlemmer torsdag skal vælge ny formand efter John Boehner, der også er republikaner.

Ryan ventes valgt i forsamlingen, hvor republikanerne har flertal.

Formandsposten er den tredje højeste i USA efter præsidenten og vicepræsidenten.

Den økonomiuddannede Ryan, der er formand for et budgetudvalget, er irsk katolik. Han blev gift med Janna i år 2000, og parret har en datter og to sønner.

Ryan forlader hver weekend Washington DC for at være sammen med familien i Janesville i Wisconsin, og han har på forhånd meddelt, at han agter at passe sin familie, også selv om han bliver formand.

Ryan har tidligere stræbt højere end den tredje højeste post.

I 2012 blev han med ét kendt over hele landet, og også internationalt, da den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney gjorde ham til sin kandidat til posten som vicepræsident.

Ryan viste sig under valgkampen at være en mand, der er god til at kommunikere sine budskaber ud. Han virkede noget mere effektiv og naturlig end den mere stive Mitt Romney.

Men duoen blev slået af den siddende præsident, Barack Obama, og vicepræsident Joe Biden.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.