Rutineret skuespiller forsvarer Scientology
John Travolta forsvarer den ofte udskældte religion Scientology, efter en ny dokumentarfilm kritiserer religionen for at udnytte mennesker.
Efter religionen har fået massiv kritik, forsvarer John Travolta nu Scientology.
Efter religionen har fået massiv kritik, forsvarer John Travolta nu Scientology. Foto: Evan Agostini/EVAN AGOSTINI/INVISION/AP


De udnytter deres medlemmer ved at true, manipulere og overvåge dem, ligesom de også frarøver dem deres penge.

Nogenlunde sådan er udlægningen af religionen Scientology i den nye, kritiske dokumentarfilm "Going Clear: Scientology and the Prison of Belief".

Men skuespilleren John Travolta, der har været medlem af Scientology-kirken i 40 år, mener, at filmen tegner et helt forkert billede af religionen, forklarer han i tv-programmet "Good Morning America".

- Når noget fungerer virkelig godt, bliver det et mål for kritik. Jeg har elsket hvert minut, jeg har været en del af Scientology, og det samme har min familie. Det er smukt. Jeg har reddet liv ved hjælp af min religion, og jeg har reddet mit eget liv adskillige gange, fortæller Travolta.

Travolta er et af de største kendis-trækplastre, Scientology kan mønstre, og i dokumentaren hævdes det, at skuespilleren får kæmpestore beløb af kirken for at promovere religionen.

På samme måde spekulerer folkene bag dokumentarfilmen også på, om Travoltas positive tone over for Scientology stammer fra, at han er bange for at melde sig ud, fordi kirkens ledere kender til alle hans hemmelige skeletter i skabet.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.