Russiske eksperter gør klar til at rydde miner i Palmyra
Med radarudstyr og bombehunde er russiske eksperter ankommet til Palmyra, hvor de skal fjerne miner efter IS.
Russiske mineryddere er ankommet til den syriske oldtidsby Palmyra, hvor de skal fjerne miner, efter at Islamisk Stat (IS) er blevet fordrevet fra byen, som den militante bevægelse indtog i maj sidste år.
Russiske mineryddere er ankommet til den syriske oldtidsby Palmyra, hvor de skal fjerne miner, efter at Islamisk Stat (IS) er blevet fordrevet fra byen, som den militante bevægelse indtog i maj sidste år. Foto: Uncredited/AP


Det første hold af russiske eksperter i minerydning er torsdag ankommet til den syriske oldtidsby Palmyra. Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge flere russiske nyhedsbureauer, skriver Reuters.

Med deres avancerede radarudstyr og bombehunde skal russerne nu overtage oprydningsarbejdet fra syriske mineryddere, efter at Islamisk Stat (IS) er blevet fordrevet fra byen.

Da de militante krigere blev jaget ud af byen af den syriske regeringshær for knap en uge siden, plantede de vejsidebomber nær nogle af de mest skattede ruiner i den historiske by.

Byens romerske ruiner står på Unescos liste over verdensarv, og de oldgamle teatre har under jihadisternes belejring dannet ramme om offentlige henrettelser.

Islamisk Stat har blandt andre halshugget byens pensionerede chefarkæolog, Khaled al-Assaad, der blev betegnet som en af Syriens vigtigste eksperter på området.

Det ventes at tage flere måneder at få alle minerne væk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.