Russiske antidopingchefer siger op efter afsløringer
Afsløringer om årelang systematisk doping i russisk atletik får antidopingchefer til at forlade deres job.
Afsløringer tidligere på året har fået russiske antidopingledere til at sige deres job op.
Afsløringer tidligere på året har fået russiske antidopingledere til at sige deres job op. Foto: Colourbox/free


Lederne i Det Russiske Antidoping Agentur (Rusada) er trådt tilbage i kølvandet på afsløringer om systematisk doping i årevis

- Alle fire ledere i Rusada, inklusiv fungerende direktør Nikita Kamayev har sagt op, siger en unavngiven talskvinde fra Rusada til nyhedsbureauet AFP.

I november afslørede en Wada-rapport årelang systematisk doping af russiske atletikudøvere.

Det Internationale Atletikforbund, IAAF, valgte efterfølgende at suspendere Det Russiske Atletikforbund.

Det eneste antidoping-laboratorium i Rusland er samtidig blevet frataget sin licens af Wada, Det Internationale Antidopingagentur.

I rapporten blev Rusada kritiseret for på "rutinebasis" at forbryde sig mod internationale regler for antidopingarbejde - og for at have ladet atleter, der skulle være suspenderet, konkurrere alligevel.

Ramil Khabriev, tidligere generaldirektør i Rusada, sagde for nylig op, da Wada-eksperter begyndte at arbejde i Moskva i forsøget på at hjælpe russerne med at rydde op i ulovlighederne.

IAAF gjort det klar for russerne, at der skal ryddes grundigt op, inden de russiske atletikudøvere inviteres med til VM eller OL igen.

- Vi har opstillet en række krav, som ikke efterlader nogen tvivl.

- Rusland skal demonstrere verificerbare ændringer på en række punkter og gøre vores task force trygge i, at punkterne bliver overholdt permanent har IAAF-præsident Sebastian Coe sagt.

OL i Rio de Janeiro næste sommer er det næste helt store mål for verdens bedste atletikudøvere - også de russiske.

Fra officielt hold har de russerne gjort det klart, at man vil gøre alt tænkeligt for at få ryddet op og sikret, at antidopingarbejdet fremadrettet foregår, som det bør.

For et par uger siden sagde Ruslands sportsminister Vitaly Mutko, at man var nået til enighed om en oprydningsplan mellem Rusland og Wada for at få udryddet landets dopingproblemer.

- Vi er blevet enige om en køreplan. Det står klart, hvad vi skal gøre, sagde Mutko, der ikke ønskede at oplyse om planens nærmere detaljer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.