Russisk whistleblower trygler om OL-billet
Under en uge før OL i Rio begynder prøver Yuliya Stepanova endnu en gang at få omstødt sin udelukkelse.
Yuliya Stepanova håber, hun kan stille til start i 800 meter løb ved OL.
Yuliya Stepanova håber, hun kan stille til start i 800 meter løb ved OL. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Den russiske whistleblower Yuliya Stepanova, der medvirkede til at afsløre det omfattende, statskontrollerede dopingbrug i Rusland, har i et åbent brev til Den Internationale Olympiske Komité (IOC) endnu en gang bedt om lov til at få starttilladelse ved OL.

Da Stepanova tidligere er dømt for doping, er hun som alle andre tidligere dopede russere forhåndsudelukket fra at deltage ved OL.

Hun var ellers blevet lovet, at hun kunne stille op som neutral atlet under det olympiske flag som belønning for sit detektivarbejde. Desuden har Det Internationale Atletikforbund tidligere godkendt Yuliya Stepanovas deltagelse.

- Vi vil hermed endnu en gang bede eksekutivkomitéen i IOC revurdere beslutningen om Yuliya.

- Vi har tillid til til, at IOC vil præcisere sin afgørelse om udelukkede russiske atleter, så den ikke gælder for Yuliya, da hun allerede havde modtaget tilladelse til at deltage, står der i det åbne brev, som er underskrevet af Stepanova og hendes mand.

Så sent som i mandags spurgte hun IOC, om komitéen ville genoverveje hendes udelukkelse, som ifølge Stepanova-lejren er "unfair og forkert". Det førte ikke noget med sig, og nu prøver hun altså igen.

Hun skal dog ikke forvente, at IOC kaster mange kræfter i sagsbehandlingen.

- Den endelig beslutning af IOC's eksekutivkomité er allerede taget, siger en IOC-talsmand om Stepanovas åbne brev.

Yuliya Stepanova ønsker at stille op til 800 meter løb ved OL. Legene i Rio de Janeiro begynder på fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.