Russisk sportsminister kalder suspendering forudsigelig
Vitalij Mutko havde forventet, at IAAF ville suspendere russiske atletikudøvere oven på Wadas dopingrapport.
Vitaly Mutko havde forventet, at IAAF ville suspendere russiske atletikudøvere.
Vitaly Mutko havde forventet, at IAAF ville suspendere russiske atletikudøvere. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


Det kommer ikke bag på den russiske sportsverden, at landets atletikudøvere fredag aften blev suspenderet for al konkurrence af Det Internationale Atletikforbund, IAAF.

Det siger Ruslands sportsminister, Vitalij Mutko, der kalder beslutningen forudsigelig.

- Jeg tror ikke, at de kunne træffe nogen anden beslutning med det pres, der var fra kommissionen, siger Vitalij Mutko.

Han hentyder til den nedsatte kommission under Det Internationale Antidopingagentur, Wada, der mandag offentliggjorde en rapport om dopingbrug blandt russiske atletikudøvere.

De har angiveligt dopet sig systematisk gennem en årrække, og der er blevet dækket over positive prøver.

Derfor anbefalede Wada-kommissionen at suspendere Ruslands atletikudøvere.

Hos Wada modtog man derfor IAAF's beslutning med tilfredshed.

- Beslutningen er godt nyt for alle rene atleter på verdensplan, lyder det fra Wada-talsmanden Ben Nichols.

Allerede inden afgørelsen faldt fredag, lød det fra det russiske atletikforbund, at man vil gøre alt for at rydde op i egne rækker og samarbejde med IAAF.

Samme melding er kommet helt oppe fra præsident Vladimir Putin, der tidligere på ugen satte en undersøgelse i værk.

IAAF meddeler, at Det Russiske Atletikforbund (Araf) skal opfylde en række kriterier for at komme i betragtning til at få sit medlemskab tilbage.

Så længe suspensionen står ved magt, kan russiske atletikudøvere ikke deltage i international konkurrence herunder OL i Rio om mindre end ni måneder.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.