Russisk raket er styrtet ned
Russisk løfteraket med mexicansk kommunikationssatellit er styrtet ned, skriver Interfax.
Raketten blev sendt op fra Baikonur i Kasakhstan. Arkivfoto.
Raketten blev sendt op fra Baikonur i Kasakhstan. Arkivfoto. Foto: Dmitry Lovetsky/AP


En russisk løfteraket, der skulle bringe en mexicansk kommunikationssatellit i kredsløb om Jorden, styrtede lørdag ned. Uheldet er et alvorligt tilbageslag for den russiske rumfartsindustri, som har været ramt af flere uheld og fejl i de senere år.

Proton-M løfteraketten styrtede ifølge flere russiske medier ned omkring 500 sekunder efter dens opsendelse fra Bajkonur i Kasakhstan.

Den styrtede ned i Tjita-regionen i Sibirien.

Nedstyrtningen betød, at MexSat-1 kommunikationssatellitten ikke blev bragt i kredsløb omkring Jorden.

- Den mexicanske satellit er gået tabt. Opsendelser af raketter af typen Proton indstilles, indtil alle årsager til uheldet er klarlagt, siger anonyme kilder i det russiske rumfartsagentur Roscosmos til nyhedsbureauet RIA Novosti.

Raketten kan have indholdt flere ton giftigt raketbrændstof, da den styrtede ned.

Ruslands Protonraktter, der tidligere var kendt under koden UR-500, blev første gang testet i midten af 1960'erne. De var oprindeligt fremstillet som interkontinentale missiler, som skulle være nukleare sprænghoveder.

Ruslands rumfartsindustri blev i april rystet af et andet alvorligt uheld, da en mission med et ubemandet russisk rumfartøj, som skulle bringe tre ton forsyninger op til Den Internationale Rumstation, ISS, slog fejl.

Rumfartøjet gik ud af kredsløb den 8. maj og styrtede ned.

Den russiske rumfartsindustri har tidligere blandt andet tabt dyre satellitter og et forsyningsrumskib i 2011.

Siden afslutningen af det amerikanske rumfærgeprogram har Moskva haft eneret på at sende astronauter til ISS fra Bajkonur i Kasakhstan.

Opsendelsen af det første menneske i rummet, Jurij Gagarin, skete fra Bajkonur den 12. april 1961.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.