Russisk minister møder syriske oprørere i Qatar
USA og Rusland vil indlede en fælles militær operation mod militante i Aleppo i Syrien, lyder det fra Moskva.
Tilhængere af Islamisk Stat lagde tidligere på sommeren dette foto ud på internettet af en kriger fra gruppen, som skyder mod kurdiske enheder nær Aleppo. Kampen om kontrollen over storbyen er Aleppo er blevet intensiveret i de seneste uger.
Tilhængere af Islamisk Stat lagde tidligere på sommeren dette foto ud på internettet af en kriger fra gruppen, som skyder mod kurdiske enheder nær Aleppo. Kampen om kontrollen over storbyen er Aleppo er blevet intensiveret i de seneste uger. Foto: Uncredited/AP


Ruslands viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, siger til det russiske nyhedsbureau RIA, at han vil mødes med repræsentanter for den syriske opposition i Doha i Qatar tirsdag. Det skriver Reuters.

Samtidig skriver russiske nyhedsbureauer, at USA og Rusland vil indlede en fælles militær operation mod militante i den syriske by Aleppo. De henviser til udtalelser fra den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu.

Kampen om kontrollen over storbyen er Aleppo er blevet intensiveret i de seneste uger, og oprørsgrupper har vundet noget terræn.

Sjoigus udtalelser kommer som en overraskelse for iagttagere, da Rusland og USA støtter forskellige parter i konflikten, mens de også deltager i bestræbelserne på at få styrket en fredsproces.

- Vi er nu i en meget aktiv fase af forhandlingerne med vore amerikanske kolleger, siger Sjoigu til RIA.

Han siger, at omkring 700.000 mennesker stadig bor i Aleppo, og at de, som bor i den østlige del, er "gidsler hos væbnede grupper".

Tidligere mandag sagde den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at militante grupper havde udnyttet en midlertidig våbenhvile i Aleppo til at omgruppere.

Viceudenrigsminister Bogdanov siger, at Iran, Tyrkiet og Saudi-Arabien bør spille en mere aktiv rolle i kampen for at få løst den syriske krise.

- De bør sidde med ved forhandlingsbordet, siger Bogdanov til RIA og gør det klart, at han mødes med repræsentanter for den syriske opposition i Qatars hovedstad, Doha, 16. august.

Ifølge FN er to millioner mennesker i fare i området omkring Aleppo, som engang var Syriens økonomiske hovedstad prydet af rig arkitektur og arkæologisk arv. I dag er det meste af byen ødelagt eller plyndret efter mere end fem års krig.

Rusland meddelte i sidste uge, at der vil blive indført en våbenhvile i Aleppo, så humanitære nødhjælpskonvojer kan køre ind i byen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.