Ritzau
Opdateret kl. 17:34
Ruslands militær siger, at det var ved et russisk luftangreb, at det ledende medlem af Islamisk Stat, Abu Mohamed al-Adnani, blev dræbt, efter at den amerikanskledede koalition havde forsøgt at ramme ham.
Det russiske forsvarsministerium siger ifølge Reuters i en erklæring, at et russiske Su-34 krigsfly tirsdag dræbte op mod 40 krigere fra IS - deriblandt Abu Mohamed al-Adnani.
Ifølge de russiske oplysninger fandt angrebet sted i Maaratat-Umm Khaush i Aleppo provinsen.
Ifølge det russiske forsvarsministerium har "adskillige efterretningskanaler" bekræftet oplysningerne om, hvordan Adnani blev dræbt.
Ifølge rapporterne fra den ekstremistiske gruppes eget nyhedsorgan Amaq blev Mohammad al-Adnani dræbt, da han inspicerede militære operationer i Aleppo-området.
- Efter en rejse fyldt med ofre og kamp mod ikke-troende har den ædle syriske ridder, Abu Mohammed al-Adnani sluttet sig til kolonne af martyrledere, skriver IS.
Ved angrebet mistede Islamisk Stat den person, som ledede angreb uden for Irak og Syrien. Den 39-årige Mohammad al-Adnani, som var den officielle talsmand for IS, har været nævnt som en potentiel efterfølger til IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi.
Adnani stod for Islamisk Stats propagandavideoer - blandt andet brutale, som bevægelsen har udsendt for at tiltrække nye tilhængere.
Han opfordrede til nye angreb mod Vesten i den hellige ramadanmåned. Det menes, at han spillede en vigtig rolle for at få placeret IS i blandt andet Paris og Bruxelles.
USA har ikke officielt bekræftet, at den markante IS-leder er blevet dræbt.
Adnani kommer fra Idlib-provinsen i Syrien. Oprindeligt havde han svoret troskab til al-Qaeda. Han har tidligere været amerikansk krigsfange i Irak, oplyser tænketanken Brookings Institution ifølge Reuters.
Islamisk Stat taber både terræn i Irak og Syrien. I Irak forbereder sikkerhedsstyrkerne en offensiv for at genindtage storbyen Mosul fra Islamisk Stat.
/ritzau/Reuters