Russisk fodbold er i krise inden VM-lodtrækning
Russisk fodbold har problemer både på banen og udenfor. Lørdag trækkes lod til Ruslands VM-slutrunde i 2018.
Fabio Capello blev fyret som russisk landstræner for kort tid siden. Men russisk fodbold har langt større problemer end savnet af en landstræner.
Fabio Capello blev fyret som russisk landstræner for kort tid siden. Men russisk fodbold har langt større problemer end savnet af en landstræner. Foto: Maja Suslin/AP


Russisk fodbold er i krise.

Landsholdet leverer ingen resultater. Landstræneren er fyret. Landets fodboldforbund er uden en præsident, fordi den forrige fik sparket blandt andet på grund af dårlig økonomi. Fodboldforbundet har en gæld i omegnen af 180 millioner kroner.

Lørdag aften trækker Rusland og Fifa lod til de VM-kvalifikationsgrupper, som skal finde deltagerne ved VM-slutrunden i Rusland i 2018.

Den nærmeste fremtid tegner skidt for det store europæiske land, som også lige nu ser ud til at få mere end svært ved at kvalificere sig til næste års EM-slutrunde i Frankrig.

Med fire kampe tilbage er russerne på tredjepladsen efter Sverige. Kun to sejre er det blevet til i seks kampe foreløbig. Rusland klarede kun uafgjort mod et klart svagere Moldova, og russerne har desuden tabt til Østrig både ude og hjemme.

Svenskerne er i øvrigt næste modstander i en meget vigtig kamp sidst i august.

Landstræner Fabio Capello blev fyret i sidste uge. Dels på grund af en langvarig tvist om hans kontrakt, dels på grund af de dårlige resultater over en længere periode. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Udnævnelsen af en ny cheftræner bliver i høj grad forstyrret af, at man heller ikke har en leder af det russiske fodboldforbund. Nicolai Tolstykh blev tvunget ud af forbundets ledelse i maj, og siden er ingen kommet til.

88-årige Nikita Simonyan er vicepræsident i forbundet, men han siger, at der ikke vil blive taget væsentlige beslutninger, før en ny leder er fundet.

Eneste kandidat er lige nu sportsminister Vitalij Mutko. Premierminister Dmitry Medvedev har accepteret, at Mutko kan have to job.

- Vi skal have transformeret RFU (Ruslands fodboldforbund, red.) til landets mest åbne og transparente organisation, sagde Vitalij Mutko for nylig.

- Men lige nu er vi først nødt til at løse de organisatoriske og økonomiske problemer som den tidligere ledelse i fodboldforbundet har skabt, fortsætter han.

Danmarks fodboldlandshold er også med i bowlen ved VM-lodtrækningen lørdag aften.

Landstræneren skal helst være russer, men lige nu er der ingen oplagte kandidater.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.