Russer er semifinaleklar ved WTA Finals efter nyt drama
Svetlana Kuznetsova er overraskende klar til semifinalerne ved WTA Finals efter sejr over Karolína Plísková.
Svetlana Kuznetsova er nu noteret for to sejre ved WTA Finals, der indledes med et gruppespil.
Svetlana Kuznetsova er nu noteret for to sejre ved WTA Finals, der indledes med et gruppespil. Foto: Roslan Rahman/AFP


Den russiske tennisspiller Svetlana Kuznetsova kvalificerede sig på yderste mandat til kvindernes sæsonfinale, WTA Finals. Nu er hun godt i gang med at levere et topresultat i turneringen.

Onsdag vandt hun også sin anden gruppekamp i turneringen og satte dermed kurs mod semifinalerne.

Pladsen blandt de fire sidste spillere blev endelig et par timer senere, da polske Agnieszka Radwanska i gruppens anden kamp onsdag slog spanieren Garbiñe Muguruza 7-6, 6-3.

Mandag vandt Kuznetsova over Agnieszka Radwanska efter at have overlevet en matchbold, og igen onsdag måtte russeren gennemleve et drama, inden sejren over tjekken Karolína Plísková var hjemme.

Russerens sejrscifre lød 3-6, 6-2, 7-6.

I afgørende sæt førte Kuznetsova både 4-1 og 5-3, men alligevel kom Pliskova tilbage og var i vinderposition.

Pliskova brød til 6-5 og kom foran 30-0, da hun efterfølgende skulle forsøge at serve kampen hjem.

Men Kuznetsova vandt fire bolde på stribe og tvang kampen ud i en afgørende tiebreak.

Her spillede russeren sig frem til tre matchbolde ved stillingen 6-3, men hun misbrugte dem alle.

Kort efter lykkedes det så endelig at lukke kampen på den fjerde matchbold til 8-6 i tiebreaken.

Efterfølgende tørnede Agnieszka Radwanska sammen med Garbiñe Muguruza. Det var lidt af en skæbnekamp, da begge havde tabt deres første kamp i den hvide gruppe.

Det blev altså Radwanska, der forlængede sit liv i turneringen, mens Muguruza efter to nederlag har udspillet sin rolle.

Fredag skal Radwanska og Karolína Plísková mødes i en direkte duel om at følge Kuznetsova til semifinalerne.

Turneringen i Singapore tæller sæsonens otte bedste spillere. Dog har Serena Williams fra USA meldt afbud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.