Ruslands Olympiske Komité tror stadig på OL-deltagelse
Trods voksende dopingkaos er Ruslands Olympiske Komité ikke nervøs for, at landet bliver udelukket fra OL.
Præsidenten for Ruslands Olympiske Komité (ROC), Alexander Zhukov, siger, at han er fuld af tillid til, at landets idrætsudøvere får lov at deltage ved OL.
Præsidenten for Ruslands Olympiske Komité (ROC), Alexander Zhukov, siger, at han er fuld af tillid til, at landets idrætsudøvere får lov at deltage ved OL. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Præsidenten for Ruslands Olympiske Komité (ROC) siger, at han er fuld af tillid til, at landets idrætsudøvere får lov at deltage ved OL.

Alexander Zhukovs ord falder samme dag, som også russisk svømning er kommet i dopingsøgelyset, og selv om Rusland er omgivet af et stigende dopingkaos med sager væltende ud af skabene.

- Vi deler et fælles synspunkt med Thomas Bach (IOC-præsident, red.) om, at alle rene atleter skal have adgang til OL, siger ROC-præsidenten Alexander Zhukov ifølge dpa i et interview med det russiske nyhedsbureau Tass.

Zhukov er også medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

- Det er vores hovedopgave (at beskytte atleterne, red.). Vi arbejder på det.

- Vores andet mål er at sikre deltagelse for vores rene atleter, siger Zhukov.

Onsdag siger forkvinden i Det Internationale Antidopingagentur (Wada, red.) Beckie Scott ifølge den engelske avis The Times, at også russisk svømning skal undersøges nærmere.

Det sker i forbindelse med, at avisen skriver, at russisk svømning har været underlagt systematisk doping i mere end ti år.

I forvejen er russisk atletik blevet udelukket fra alle konkurrencer af Det Internationale Atletikforbund, mens landet forsøger at rette op efter afsløringerne om systematisk, statsstøttet doping blandt russiske atletikudøvere.

Også russisk brydning er hårdt ramt af dopingsager.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.