Ruslandkender: Putin lukker al diskussion ned
Vladimir Putin gjorde i sin tale til nationen klart, at Krim ikke er til forhandling, mener ph.d. i russisk.
- Det er en besked til os i Vesten: Krim er ikke en brik på forhandlingsbordet. Krim er game-over, siger Ruslandskender Jon Kyst.
- Det er en besked til os i Vesten: Krim er ikke en brik på forhandlingsbordet. Krim er game-over, siger Ruslandskender Jon Kyst. Foto: Pavel Golovkin/AP


En fyldt Kreml kunne mandag høre den russiske præsident, Vladimir Putin, holde sin årlige tale om nationens tilstand. Putin holdt sig dog ikke indenfor de russiske grænser i sin tale, da situationen i Østukraine fyldte en hel del i retorikken.

Ifølge ph.d. i russisk og ruslandkender, Jon Kyst, brugte Putin talen til at markere sine prioriteter i diskussionen om Østukraine. Blandt andet betegnede han Krim som et helligt sted for russere.

- Det er en besked til os i Vesten: Krim er ikke en brik på forhandlingsbordet. Krim er game-over, siger Jon Kyst.

- Det er ikke, fordi Putin er blevet religiøs fanatiker. Det er, fordi han vil sige, at russernes historie er vigtig for dem. Derfor kan de ikke bare sige: Nå okay, så er Krim ikke en del af Rusland.

Samtidig var det også vigtigt for den russiske præsident at få slået fast, at hans version af hændelserne i Østukraine, hvor prorussiske oprørere og regeringsstyrker har kæmpet mod hinanden i næsten trekvart år, er den rigtige.

- Man kunne godt tolke det sådan, at han er klar til at diskutere Østukraine, men hans version, af hvordan de her ulykker er sket, er heller ikke til diskussion, siger Jon Kyst og henviser til, hvordan Putin opfatter forløbet, der førte til den prorussiske, ukrainske præsident Janukovitjs afgang:

- Det startede med en "ulovlig magtovertagelse". Han fastholder forestillingen om, at oprørerne i Ukraine er lokale, der ikke vil finde sig i kuppet i Kijev.

Den efterfølgende krise mellem Rusland på den ene side og EU og USA på den anden side har medført et fald i værdien af den russiske møntfod, rublen. Derfor havde præsidenten en række konkrete tiltag, der skal stimulere den russiske økonomi.

- Det gør han, fordi mange russere på grund af rublens fald oplever noget, de er bange for er et kollaps. Derfor har han brug for at komme med mange konkrete bud på, hvordan han vil sikre velstand i Rusland, siger Jon Kyst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.