Rusland svarer igen og udligner dansk Davis Cup-føring
Martin Pedersen tabte 1-6, 4-6, 5-7 til russeren Andrey Kuznetsov ved Davis Cup.


Den danske drømmestart i Davis Cup varede kun i ganske få timer.

I fredagens anden herresingle tabte Martin Pedersen til Andrey Kuznetsov, og dermed er stillingen mellem Danmark og Rusland 1-1.

Tidligere fredag var Danmark ellers kommet foran 1-0, da Frederik Løchte Nielsen slog Evgeny Donskoy, selv om russeren ligger 151 pladsere højere oppe på verdensranglisten.

Martin Pedersen kunne dog ikke gøre landsmanden kunsten efter og kom i russisk modvind fra begyndelsen af sin kamp. Pedersen tabte klart i tre sæt 1-6, 4-6, 5-7.

Sejren var dog ikke uventet, idet Martin Pedersen ligger helt nede som nummer 749 i verden, mens modstander Andrey Kuznetsov er nummer 81 på verdensranglisten.

Opgøret mellem Danmark og Rusland er en kamp i første af Europa/Afrika Group I - det næstbedste niveau.

Russerne er på hardcourt-banen i Novy Urengoy favorit til at gå videre til næste runde, hvor stormagten Spanien venter i juli.

Lørdag spilles der double, mens søndagen byder på de to omvendte singlekampe.

Skal Danmark gå videre, kræver det to sejre i de tre kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.