Rusland slår Sverige og holder liv i EM-drømmen
Et point skiller Rusland på tredjepladsen og Sverige på andenpladsen inden de sidste tre kvalifikationskampe.
Zlatan Ibrahimovic blev skiftet ud i pausen, da Sverige tabte i Moskva.
Zlatan Ibrahimovic blev skiftet ud i pausen, da Sverige tabte i Moskva. Foto: Denis Tyrin/AP


Det russiske fodboldlandshold har langt fra spillet nogen god EM-kvalifikation, men lørdag fik holdet oprejsning og spillede sig ind i EM-varmen med en sejr over Sverige i gruppe G.

På hjemmebane sejrede Rusland med 1-0 i Moskva på et mål, der blev scoret af Artem Dzyuba efter 37 minutter.

På det tidspunkt var den russiske føring helt fortjent, men efter pausen var Sverige det bedste hold, og med lidt mere skarphed havde svenskerne fået point med hjem.

Bemærkelsesværdigt var det, at Sverige først blev farlige, efter stjernen Zlatan Ibrahimovic blev skiftet ud i pausen med en skade.

Til sidst kæmpede Rusland sejren hjem anført af en stærk præstation i målet af Igor Akinfeev. Russerne står nu noteret for 11 point. Det er et enkelt færre end Sverige og fem færre end topholdet Østrig, som selv spiller senere lørdag aften mod Moldova.

Sverige og Rusland har tre kampe tilbage.

Set med danske briller er Ruslands sejr en dårlig nyhed. Den betyder nemlig, at russerne kan tilføre tre point til regnskabet om at blive den bedste treer i de ni EM-kvalifikationspuljer.

Hvis Danmark bliver nummer tre i sin pulje, er Rusland eller Sverige sammen med Ukraine og Ungarn de formentlig nærmeste konkurrenter i kampen om at blive EM-kvalifikationens bedste treer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.