Rusland skal bygge atomkraftværk i Egypten for ukendt pris
Pris, dato og lokation for Egyptens første atomkraftværk er endnu ukendt, men aftalen er underskrevet.
Storbritanniens premierminister, David Cameron, ses her med den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, under et pressemøde i november i år.
Storbritanniens premierminister, David Cameron, ses her med den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, under et pressemøde i november i år. Foto: Stefan Rousseau/AP


Rusland har torsdag underskrevet en aftale om at bygge Egyptens første atomkraftværk, siger den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi.

Sisi oplyser på statsligt tv ikke, hvornår det efter planen skal stå færdigt og ej heller, hvad prisen bliver.

Atomkraftværket får angiveligt fire reaktorer og skal finansieres gennem lån med en afbetalingstid på 35 år.

- Statsbudgettet bliver ikke belastet med udgifterne fra dette lån, da de vil blive dækket ind gennem indtægter fra elektricitet fra kraftværket, siger Sisi.

- Målet med underskriften er at sende et budskab om håb, arbejde og fred for os i Egypten og verden, tilføjer han.

Endnu står det heller ikke klart, hvornår det store projekt går i gang, eller hvor det placeres i det nordafrikanske land.

De fire reaktorer vil få en kapacitet på 1200 MW, lyder det fra Rusland og vil gøre Egypten til "en regional leder i teknologien".

Reuters skriver, at lokationen er ukendt, men AFP skriver, at anlægget skal placeres i Dabaa på Middelhavskysten i den nordvestlige del af landet.

Egypten lagde fundamentet for anlægget under den tidligere præsident Hosni Mubarak, som blev tvunget fra posten i januar 2011.

Men arbejdet blev standset på grund af uoverensstemmelser med lokale beboere, skriver AFP.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.