Rusland sælger valutareserver for at holde rublen oppe
Ruslands regering forsøger at bremse rublens dramatiske fald ved at sælge udenlandsk valuta.


Ruslands regering begyndte onsdag morgen at sælge ud af sine udenlandske valutareserver i et forsøg på at få styrket rublen, der i de seneste dage har oplevet massive svækkelser.

Umiddelbart så aktionen ud til at virke. Rublen blev styrket over for euro, så en euro stod i 80,2 rubler mod en kurs på 87,5 rubler tidligere onsdag morgen.

Tirsdag styrtdykkede rublen og mistede omkring en femtedel af sin værdi. Siden årsskiftet har den russiske valuta mistet 60 procent af sin værdi.

Erhvervsavisen Vedomosti advarer russerne mod at lade sig gribe af panik.

- Det er en meget farlig situation. Det kan være et spørgsmål om dage, før kontohaverne strømmer til bankerne, skriver avisen i en leder onsdag.

- Det er af største vigtighed at berolige befolkningen og komme eventuelle problemer i banksektoren i forkøbet, særligt forud for weekenden, skriver Vedomosti.

Premierminister Dmitrij Medvedev udtrykker fuld tiltro til, at regeringen kan håndtere krisen.

- Landet har valutaressourcer til at opnå alle de økonomiske mål og produktionsmål, der er sat, siger han i en udtalelse på russisk tv efter et hasteindkaldt møde mellem erhvervsledere og ministre.

Mandag brugte den russiske centralbank knap to milliarder dollar i et forsøg på at styrke landets valuta. Siden begyndelsen af december har centralbanken brugt over 10 milliarder dollar fra sine valutareserver.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.