Rusland: Regering har krænkret fredsplanen
Alle landene bag fredsplanen fra Minsk skal sikre, at parterne opfylder indgåede aftaler, siger Rusland.
Den ukrainske premierminister, Arseniy Yatsenyuk. Rusland beskylder den ukrainske regering for at krænke de fredsforhandlinger, der tidligere på året blev vedtaget i Minsk.
Den ukrainske premierminister, Arseniy Yatsenyuk. Rusland beskylder den ukrainske regering for at krænke de fredsforhandlinger, der tidligere på året blev vedtaget i Minsk. Foto: Virginia Mayo/AP


Rusland beskylder den ukrainske regering for at krænke den fredsplan, som blev indgået i Minsk tidligere på året.

Samtidig opfordrer russerne både Tyskland og Frankrig, som deltog i fredsforhandlingerne i den hviderussiske hovedstad, om at holde Ukraine fast på aftalen.

- De lande, der skal garantere Minsk-aftalen - Rusland, Tyskland og Frankrig - bør leve op til deres ansvar om at sikre, at punkterne i aftalen opfyldes, siger talsmand for den russiske regering, Dmitrij Peskov.

- Det er ikke befordrende for en normalisering af situationen, hvis man ignorerer, at den ene part ikke opfylder sine forpligtelser, siger talsmanden.

Rusland annekterede den ukrainske sortehavshalvø Krim sidste forår, hvilket fortsat fordømmes i Vesten, som også beskylder russerne for at støtte separatistkrigen i det østlige Ukraine.

Den russiske regering har trods satellitfoto, som dokumenterer russisk deltagelse i konflikten, og adskillige døde russiske soldater, afvist, at landet spiller en rolle som aggressor i den tidligere sovjetrepublik.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.