Rusland og Nato mødes igen efter nedsmeltningen på Krim
For første gang i to år holder Nato og Rusland møde på ambassadørniveau efter annekteringen af Krim.
Nato-Rusland-rådet samles onsdag for første gang i to år. Parterne skal diskutere konflikten i Ukraine og militært samarbejde i Afghanistan.
Nato-Rusland-rådet samles onsdag for første gang i to år. Parterne skal diskutere konflikten i Ukraine og militært samarbejde i Afghanistan. Foto: Nato Photos/Free


Forholdet mellem Nato og Rusland nåede et nyt lavpunkt, da Ruslands parlament for to år siden godkendte en annektering af den ukrainske halvø Krim.

Et sammenbrud i samarbejdet var uundgåeligt, men onsdag sidder parterne for første gang igen over for hinanden på højt niveau, når Nato-Rusland-rådet holder møde i Bruxelles.

- Vi er ikke bange for dialog, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine udløste en diplomatisk krise mellem Rusland og Nato.

Daværende Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen meddelte i marts 2014, at man ville afbryde samarbejdet på en række områder - blandt andet den første fælles flådemission.

Russernes militære støtte til den syriske præsident Bashar al-Assads styre, et utal af krænkelser af luftrummet over Europa og amerikanernes øgede tilstedeværelse i Ruslands nærområde har kun forværret forholdet mellem parterne.

Onsdag deltager de 28 Nato-landes ambassadører på mødet med Rusland for blandt andet at diskutere situationen i Ukraine og militært samarbejde i Afghanistan.

Rusland mener, at Nato puster til en potentiel fare ved at sende flere soldater til Østeuropa, hvor en række lande har bedt om støtte fra forsvarsalliancen.

- I dag oplever vi en militær optrapning i det baltiske område, hvilket, som vi ser det, er fuldstændig uberettiget, siger Ruslands Nato-udsending, Alexander Grusjko.

Også Minsk-aftalen for fred i Ukraine skal drøftes på mødet i Bruxelles. Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass indledte de ukrainske styrker artilleribeskydning af prorussiske stillinger tirsdag aften.

Kontaktgruppen, der arbejder på en politisk løsning af konflikten i Ukraine, mødes i den hviderussiske hovedstad, Minsk, onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.