Rusland leverer friske forsyninger til rumstationen ISS
Efter flere eksploderede løfteraketter har et russisk rumfragtskib med forsyninger koblet sig sammen med ISS.
Den internationale rumstation i kredsløb omkring Jorden, ISS, får endelig nye forsyninger søndag.
Den internationale rumstation i kredsløb omkring Jorden, ISS, får endelig nye forsyninger søndag. Foto: NASA/free


Ruslands rumfragtskib Progress M-28M har søndag formiddag koblet sig sammen med den internationale rumstation ISS. Progress medbringer 2,4 ton forsyninger, oplyser det føderale russiske rumagentur Roskosmos til nyhedsbureauet Tass.

Progress-rumfragtskibet koblede sig automatisk sammen med den russiske sektor af ISS, og sammenkoblingen mellem Progress M-28M med ISS skete helt efter planen, oplyser det russiske kontrolcenter for rumfart.

Den automatiske sammenkoblingsproces med den russiske del af rumstationen blev kontrolleret af kosmonauterne Gennadij Padalka og Mikhail Kornijenko. Operationen kunne være foregået manuelt, hvis automatikken havde svigtet.

En Sojus-U løfteraket blev sendt op fra Baikonur rumcentret i Kasakhstan 3. juli klokken 07.56 Moskva-tid. Den transporterede Progress-fragtskibet ud i det planlagte kredsløb ni minutter efter opskydningen.

Progress M-28M er det første russiske rumfragtskib, der kobles sammen med ISS siden februar. I den mellemliggende periode har kun det amerikanske Dragon rumfragtfartøj besøgt verdens eneste rumstation i kredsløb.

I de seneste to måneder er det mislykkedes for to rumfragtskibe at nå frem til ISS og aflevere de nødvendige forsyninger.

Sidst i april mistede Roskosmos et Progress M-27M-rumfragtfartøj med en last på omkring 2,5 ton forsyninger. 28. juni eksploderede en amerikansk Falcon løfteraket kun få sekunder efter at have forladt affyringsrampen på Cape Canaveral i Florida.

Et Dragon rumfragtskib, der var koblet til Falcon-raketten, skulle efter planen have leveret omkring to ton forsyninger til ISS.

Forsyningerne til ISS' besætning består af brændstof, ilt, beholdere og udstyr til videnskabelige eksperimenter, vand og fødevarer. Progress rumfragtskibet vil også levere forsyninger og videnskabeligt udstyr til de amerikanske astronauter på ISS.

/ritzau/Tass

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.