Rusland kræver at syrisk opposition bryder med terrorister
Deltagerne på et fredsmøde lørdag er ifølge Rusland enige om, at syrerne selv må definere landets fremtid.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, taler i telefon efter lørdagens Syrien-møde i Lausanne.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, taler i telefon efter lørdagens Syrien-møde i Lausanne. Foto: Denis Balibouse/Reuters


Hvis en russisk-amerikansk våbenhvile nogensinde skal lykkes, må den syriske moderate opposition droppe samarbejdet med Jabhat Fatah al-Sham, tidligere kendt som Nusrafronten.

Det meddeler det russiske udenrigsministerium søndag ovenpå lørdagens fredsmøde om Syrien. Mødet fandt sted i den schweiziske by Lausanne.

- Samtidig må det forstås, at operationer mod terroristerne fra Islamisk Stat og Nusrafronten fortsætter, lyder det fra det russiske udenrigsministerium.

Det lykkedes ikke at blive enige om en fælles strategi for Syrien på lørdagens møde. Det kom i stand på initiativ af den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Deltagerne blev dog ifølge det russiske ministerium enige om, at syrerne selv må definere landets fremtid gennem inkluderende politisk dialog.

Desuden skal alle være enige om, at Syrien må forblive udelt og sekulært.

Søndag mødes Kerry med europæiske udenrigsministre i London for at drøfte den komplekse konflikt i Syrien.

De mange diplomatiske indsatser kommer, et par uger efter at våbenhvileaftalen i Syrien brød sammen.

Samtidig afbrød USA samarbejdet med Rusland på grund af de fortsatte russiske bombardementer af storbyen Aleppo i det nordlige Syrien.

USA beskylder Rusland og Syrien for at begå krigsforbrydelser ved blandt andet at bombe hospitaler, dræbe civile og forhindre evakuering af syge og sårede fra Aleppo.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.