Rusland indstiller efterforskning af Greenpeaceaktivister
Et år efter, at blandt andre Anne Mie Roer Jensen blev anholdt ved en boreplatform, stopper efterforskningen.


28 Greenpeaceaktivister, heriblandt danske Anne Mie Roer Jensen, og to fotografer kan endelig ånde lettet op.

Over et år efter, at aktivisterne blev anholdt ved energiselskabet Gazproms olieplatform i den russiske del af Arktis for at demonstrere mod olieproduktionen, har de russiske myndigheder nemlig indstillet efterforskningen.

Det skriver Greenpeace i en pressemeddelelse onsdag.

Aktivisterne blev anholdt for forsøg på pirateri, da de prøvede på at borde boreplatformen fra organisationens skib Arctic Sunrise.

Anne Mie Roer Jensen siger, at det er som at mærke de første solstrejf efter en lang og mørk vinter at høre nyheden om, at sagen er lukket.

- Det er pragtfuldt. Jeg tænker især på den russiske del af vores besætning, der nu endelig kan vende hjem uden at skulle frygte morgendagen, siger hun i meddelelsen.

- Jeg har hele vejen igennem været særdeles overrasket over de ekstremer, nogle mennesker og systemer går til for at sikre deres interesser. På nuværende tidspunkt er vi allerede nået smertegrænsen for vores klodes ressourcer, siger hun.

Hun synes, det er skræmmende at se, hvordan " olieselskabernes grådighed er på vej til at ødelægge Arktis".

Aktivisterne blev pågrebet 18. september 2013. Først sad aktivisterne fængslet i Murmansk, men blev siden flyttet til Sankt Petersborg, og efter 63 dages tilbageholdelse blev Anne Mie Roer Jensen 21. november sidste år løsladt mod kaution. Hun fik dog ikke lov til at forlade Sankt Petersborg.

18. december blev samtlige 30 tildelt amnesti, og efter en del papirarbejde kunne samtlige 26 udenlandske statsborgere, der var omfattet af amnestien, forlade Rusland kort før nytår.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.