Rusland henter point i overtiden mod England
England brændte adskillige chancer, før Eric Dier scorede til 1-0 mod Rusland, som udlignede i overtiden.
Igor Akinfeev springer forgæves efter Eric Diers frispark.
Igor Akinfeev springer forgæves efter Eric Diers frispark. Foto: Ariel Schalit/AP


Det engelske fodboldlandshold var på vej til at åbne EM med en sejr over Rusland, men i kampens overtid sørgede Denis Glushakov for en pointdeling.

Dermed sluttede opgøret mellem de to mandskaber 1-1, selv om England i næsten hele kampen var det bedste hold.

Russerne havde ingen oplagte målchancer, før Denis Glushakov dukkede op ved bageste stolpe og sendte bolden i mål, efter en holdkammerat havde forlænget et indlæg. På det tidspunkt var der spillet halvandet minut af overtiden

Forløsningen var ellers stor i den engelske lejr, da Eric Dier scorede til 1-0 direkte på frispark efter 72 minutter.

Eric Dier står normalt i skyggen af blandt andet Christian Eriksen, når der skal sparkes frispark i Tottenham, og derfor kom det formentlig også lidt bag på Ruslands målmand, Igor Akinfeev, at det var Dier, som sparkede til bolden.

Skuddet var hårdt, men i målmandens side, og Akinfeev så ikke overbevisende ud i situationen.

Mens optakten i Marseilles gader har været præget af uroligheder, var selve hovedattraktionen en fair omgang.

Englænderne kom ud til kampen med stor angrebslyst, og holdet var toneangivende hele vejen igennem.

Afslutningerne lod en del tilbage at ønske, men de engelske spillere måtte have følt, at det blot var et spørgsmål om tid, før overtaget også udmøntede sig i mål.

Til trods for den engelske dominans kunne holdene gå til pause efter en målløs første halvleg.

Roy Hodgson havde valgt at starte uden Leicester-angriberen Jamie Vardy på banen for i stedet at have fem midtbanespillere med Wayne Rooney som den mest offensive liggende bag angriber Harry Kane.

Den engelske landsholdsanfører spillede en middelmådig kamp, før han blev udskiftet efter 77 minutter med Arsenals Jack Wilshere.

Russerne var ret passive i første halvleg, men efter pausen fik holdet arbejdet sig bedre ind i kampen og fik også prøvet Joe Hart af i Englands mål.

Det blev dog kollegaen i det modsatte mål, Igor Akinfeev, der leverede kampens klart bedste redning, da han dykkede ned ved stolpen og vippede et hårdt spark fra Wayne Rooney op på overliggeren tyve minutter før tid.

Så burde Akinfeev være varm, men få minutter senere så han skidt ud på Eric Diers frisparksmål.

1-0-scoringen fik russerne til at satse offensivt, men der var ikke for alvor bid i de russiske angreb, før Denis Glushakov sendte både fans og holdkammerater i ekstase med sin udligning.

Tidligere lørdag vandt Wales gruppens åbningskamp med 2-1 over Slovakiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.