Rusland har forklaret sig over for atletikforbund
Rusland vil bevise sin uskyld i dopinganklager mod atletikudøvere og undgå at blive udelukket fra OL i Rio.
Rusland har ingen planer om at boykotte OL næste år.
Rusland har ingen planer om at boykotte OL næste år. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Rusland har sendt sin forklaring til Det Internationale Atletik Forbund (IAAF) omkring de massive dopinganklager mod russiske atletikudøvere, som en rapport fra Det Internationale Dopingagentur WADA fremlagde mandag.

- Vi har netop sendt vores forklaring til IAAF, siger præsidenten for Det Russiske Atletikforbund, Vadim Zelichenok, til det russiske nyhedsbureau Tass.

Tidligere torsdag sagde han, at Rusland har produceret et svar, der forsøger at bevise de russiske atleters uskyld.

Præsidenten for Det Internationale Atletik Forbund, Sebastian Coe, havde forlangt en forklaring fra russerne inden ugens udløb, og nu kan den russiske forklaring tages med i betragtningerne, når IAAF mødes fredag.

Atletikforbundet skal beslutte, om det vil suspendere de russiske atletikudøvere fra konkurrence, sådan som Wadas rapport opfordrer til.

Vælger IAAF denne løsning, kan det betyde, at de russiske atleter ikke kan deltage ved OL i Rio næste år.

Bliver de russiske atletikudøvere udelukket fra OL, vil det ikke få Rusland til boykotte OL i Rio. Det udtalte Ruslands sportsminister, Vitalij Mutko, torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.