Rusland forventer at tage 266 atleter med til Rio
Mere end 100 russere har fået forbud mod at tage til OL, men Rusland stiller stadig med et stort hold.
Sportsminister Vitaly Mutko siger, at Rusland rejser til Rio de Janeiro med 266 atleter.
Sportsminister Vitaly Mutko siger, at Rusland rejser til Rio de Janeiro med 266 atleter. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


Når OL i Rio de Janeiro officielt åbnes fredag, bliver det med deltagelse af 266 russiske atleter.

Det forventer Ruslands sportsminister, Vitaly Mutko.

Oprindeligt var 387 russere kvalificerede til OL, men en afgørelse fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) lod det være op til hver enkelt specialforbund at afgøre, om de ville have deltagelse af russiske atleter grundet omfattende dopingmistanke.

- Denne morgen kan jeg annoncere, at vi vil være repræsenteret i 29 ud af 34 discipliner med i alt 266 atleter, siger Mutko til sportskanalen Match-TV ifølge AFP.

Han regner med, at de sidste svømmedeltagere får tilladelse til at deltage lørdag.

- I vandsport havde vi et hold på 35 oprindeligt, og nu er 26 af dem blevet godkendt, siger Mutko, selv om oplysningen ikke er konfirmeret af Det Internationale Svømmeforbund (Fina).

67 russiske atletikudøvere og otte vægtløftere er blandt dem, som ikke har fået tilladelse til at deltage ved OL, efter en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) konkluderede, at der har været statskontrolleret dopingbrug i russisk sport.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.