Rusland har forlænget en "humanitær pause" i storbyen Aleppo i Syrien den 20. oktober med tre timer til klokken 19:00 (lokal tid). Det siger en talsmand for den russiske hær Sergej Rudskoj, som onsdag holdt pressemøde i Moskva.
De russiske og syriske styrker har tidligere meddelt, at de indstillede bombardementer af Aleppo fra klokken 10.00 (9.00 dansk tid) tirsdag.
Skridtet er nødvendigt for at sikre en otte timers humanitær våbenhvile den 20. oktober. Denne våbenhvile er nu forlænget med tre timer.
Talsmanden siger, at beslutningen om en forlængelse er truffet på baggrund af henvendelser fra internationale hjælpeorganisationer.
- Den humanitære pause vil gøre det muligt for FN og for det syriske Røde Halvmåne at gennemføre alle foranstaltninger, så de syge og sårede og de personer, som ledsager dem, kan forlade byen sammen med civile, siger han videre.
Han siger, at der vil blive åbnet otte korridorer i Aleppo - to af dem så væbnede grupper kan forlade byen.
- De samme korridorer vil blive anvendt til at evakuere de syge og de sårede. Hvis de ønsker det, kan de blive bragt til hospitaler i det østlige Aleppo, som er parate til at tage imod dem, siger Rudskoj.
Både den syriske præsident Bashar al-Assads hær og Ruslands hær vil respektere aftalen, hedder det.
FN har budt meldingen fra den russiske regering velkommen. Men perioden er for kort, siger en talsmand for verdensorganisationen.
Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at han vil gøre alt, hvad der er muligt for at få aftalt en udvidelse af våbenhvilen i Aleppo.
- Frankrig vil gøre alt, hvad det kan for at udøve pres - især på tilhængere af det syriske regime, som for eksempel russerne, så en våbenhvile kan blive forlænget, sagde Hollande onsdag.
Udtalelsen kom forud for et møde i Berlin med præsident Vladimir Putin og forbundskansler Angela Merkel.
Mødet i Berlin skulle dog ifølge Rusland først og fremmest handle om Ukraine, og i en stor del af mødet i den tyske hovedstad deltager Ukraines præsident, Petro Porosjenko.
/ritzau/Reuters