Rusland forlænger rabat på gasleverancer til Ukraine
Prisnedslaget på gas vil gælde fra 1. april og tre måneder frem, lyder det fra Kreml ifølge nyhedsbureau.
Putin lover Ukraine tre måneders forlængelse af rabat på gas.
Putin lover Ukraine tre måneders forlængelse af rabat på gas. Foto: Alexei Nikolsky/AP/AP


Ruslands præsident har godkendt en forlængelse af den rabat, som russerne hævder at give Ukraine på naturgas.

Det melder den russiske præsident, Vladimir Putin, ifølge nyhedsbureauet Tass.

Ukraine mener imidlertid, at landet betaler overpris for russisk gas. Styret i Kijev meldte tidligere på måneden ud, at man ville stoppe med at importere russisk gas og i stedet købe i Europa, hvor prisen er billigere.

Forlængelsen af rabatten sker på opfordring fra det russiske gasselskab Gazprom, som står for leverancerne til den tidligere sovjetrepublik.

Der er tale om en forlængelse på tre måneder, gældende fra 1. april.

Ukraine er tynget af gasgæld til russerne, som ifølge den ukrainske ledelse spiller en hovedrolle i oprøret i den østlige del af landet.

Her har prorussiske separatister i Donetsk og Lugansk, som grænser op til Rusland, erklæret uafhængighed fra Kijev.

/ritzau/Tass

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.