Rusland forlænger forbud mod import af kød med et år
Putin forbyder import af kød fra USA, EU, Norge, Canada og Australien i yderligere et år.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har besluttet at forlænge det russisk forbud af kød fra Vesten i et år.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har besluttet at forlænge det russisk forbud af kød fra Vesten i et år. Foto: Alexei Druzhinin/AP


Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at han har forlænget et forbud mod import af kød fra Vesten med et år.

Den russiske leder, der onsdag orienterede regeringen om sin beslutning, siger, at han har underskrevet den nødvendige ordre.

Forbuddet omfatter import af kød fra USA, EU, Norge, Canada og Australien. Det var ventet, at det ville blive forlænget med seks måneder.

De danske svinebønder er presset økonomisk af importforbuddet.

Putins beslutning kommer, efter at EU's udenrigsministre er nået til enighed om at forlænge sanktioner mod Moskva på grund af russernes indblanding i et separatistisk oprør i den østlige del af den tidligere sovjetrepublik.

Sanktionerne gælder frem til januar 2016.

- Regeringen har appelleret til mig om at forlænge importforbuddet, hedder det i en udtalelse fra den russiske præsident til nyhedsbureauer i Moskva.

- Som regeringslederen har foreslået, så udvider vi vores gengældelsesforanstaltninger med et år fra i dag, siger Putin.

Danske svinebønder og slagterier har været presset, siden Rusland i februar sidste år besvarede enkelte fund af svinepest i Polen, Litauen og Letland med et generelt forbud mod import af svinekød fra Europa.

Moskva har desuden indført importforbuddet mod europæiske fødevarer, herunder svinekød, som reaktion på EU's sanktioner efter Ruslands fremfærd i Ukraine.

Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer vurderede sidste år, at danske svineproducenter stod til at miste fire milliarder kroner i indtjening i 2014.

Eksport af svinekød til Rusland udgjorde omkring 2,1 milliarder kroner i 2013 ud af en samlet fødevareeksport på 4,3 milliarder kroner.

Som alternative markeder til det russiske har landbruget tidligere peget på Sydøstasien og i særdeleshed Kina, som skulle have fine perspektiver for det danske landbrug.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.